23948sdkhjf

Brancheforening vil dårlig kvalitet til livs

Arbejdet med udvendig facadeisolering har i en lang årrække været præget af manglende kvalitetssikring og fejl. En ny brancheforening vil arbejde for højere kvalitet fremadrettet, lyder det fra bestyrelsesformand
Etic er en udvendig facadeisolering, som kan pudses op, så det ligner en pudset ydervæg. Løsningen har eksisteret siden 1980’erne, men har først for alvor fået vind i sejlene i det danske byggeri de seneste 15 år.

Trods stigende efterspørgsel er der imidlertid ikke lavet klare retningslinjer for materialegodkendelse og arbejdsudførsel.

Det har ført til mange hjemmestrikkede løsninger, hvor slutresultatet i flere tilfælde ikke har haft den fornødne kvalitet.

For at gøre noget ved problemstillingen har Sto Danmark, Rockwool og Saint-Gobain Weber valgt at gå sammen og har stiftet Brancheforeningen Etics-dk, oplyser landechef i Sto Danmark og bestyrelsesformand i den nyligt oprettede brancheforening, Carsten Lundh Olesen.

”Vi vil arbejde målrettet for, at Etics bliver en del af standardiseringsarbejdet i Danmark, så vi kan få klare godkendelsesprocedurer for både arbejde og materialer i branchen”, siger han og påpeger over for Licitationen - Byggeriets Dagblad, at der findes andre brancheforeninger rundt om i Europa, men at man i Danmark har haft svært ved at finde fælles fodslag, og at leverandører derfor har haft egne anvisninger.

”Der har været mange vilde comboys, der har skabt mange skader”, siger han og henviser til, at skaderne eksempelvis dækker over puds, der falder af eller revner.

Især omkring vinduer og sokler er der mange eksempler på udfordringer, fremhæver han.

Vil fjerne brodne kar

”Vi vil have fjernet de brodne kar og sikre, at de systemer, der anvendes, har den kvalitet, som kunderne kan forvente”, fortsætter han.

Den første udfordring for brancheforeningen bliver ifølge Carsten Lundh Olesen at lave et fælles regelsæt for, hvad god kvalitet er, dernæst at få testet systemerne og stille krav til de udførende.

”Det kunne være krav om uddannelse eller erfaring”, siger han.

Han oplyser, at der i januar bliver holdt et informationsmøde om foreningen, så interesserede og brancherelevante aktører kan blive klogere på mål og forventninger og eventuelt melde sig ind.

”Vi vil gerne have så mange som muligt med”, lyder det.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125