23948sdkhjf

Anlægsnyt

REGION HOVEDSTADEN

HØJE-TAASTRUP: Høje-Taastrup Byråd har bevilget 9,5 mio. kroner til vejprojekter og renovering af legepladser i kommunen i 2016, og beløbet indstilles nu frigivet.

Pengene skal ifølge indstillingen blandt andet bruges til renovering af Kuldyssen og Rugvænget, renovering af parkeringspladsen ved Hedehuset, udbygning af cykelstinettet og renovering af institutionernes legepladser.

REGION SJÆLLAND

ROSKILDE: Økonomiudvalget i Roskilde Kommune sagde forleden god for at frigive et rådighedsbeløb til udvikling af Musicon.

Musicon-sekretariatet skal fortsat understøtte ’livet før byen’ ved at facilitere det voksende aktørnetværk og tilpasse de fysiske rammer. Det projekt, der nu skal bruges penge til, omfatter Opturen, et hævet gadeforløb mellem containerne i Containerstriben. Hertil skal der bruges dansk lærk. Det er en sammenbinding af hele området i forskellige niveauer med ramper og trapper.

Når også byrådet har sagt god for at frigive det afsatte rådighedsbeløb, kan dette projekt påbegyndes.

MARIBO: Lolland Spildevand A/S har planlagt at separatkloakere del af Leonora Christinas Vej og Ved Stadion i Maribo i 2016. Der er i den forbindelse udarbejdet et tillæg til kommunens spildevandsplan, der giver mulighed for at gennemføre separatkloakeringen. Spildevandsplantillægget er udarbejdet i samarbejde med Lolland Forsyning, og det skal fremlægges til offentlig høring i otte uger og samtidig sendes i høring hos Naturstyrelsen.

Klima-, Miljø- og Teknikudvalget i Lolland Kommune havde sagen til behandling forleden og anbefaler Byrådet at godkende tillægget og sende det i offentlig høring.

LEJRE: Lejre Kommune skal sikre en række naturtyper og arter på Særløse Overdrev både i henhold til Natura 2000-planen og den biologiske fredning, der er af området. I den forbindelse er der behov for at sikre, at området fortsat kan blive afgræsset samt at understøtte dyrenes græsning, så området ikke vokser til i buske og træer.

Lejre Kommune har fået tilsagn fra NaturErhvervstyrelsen til at sætte nyt hegn, etablere fangfold og vandingsanlæg samt rydde bevoksning. Udover de udgifter som NaturErhvervstyrelsen kan give tilsagn til, er der ligeledes nogle udgifter, som ordningen ikke kan dække. Det drejer sig om udgifter til nedtagning af eksisterende udtjent hegn samt renovering af eksisterende låger og lignende, som er i for god stand til blot at blive kasseret. Dette må kommunen selv bekoste, og det drejer sig om cirka 10.000 kroner, mens der til det øvrige arbejde skal bruges godt 300.000 kroner.

Udvalget for Teknik & Miljø har godkendt projekt og økonomi og anbefaler, at kommunalbestyrelsen gør det samme.

REGION SYDDANMARK

BREDSTEN: Bredsten-Balle Kraftvarmeværk a.m.b.a. har søgt Vejle Kommune om kommunegaranti for byggekredit og efterfølgende lån i Kommunekredit til brug for etablering af solvarmeanlæg. Der ønskes tilsagn om en kommunegaranti på 25,5 mio. kroner, og det tilsagn besluttede Vejle Byråd at give forleden.

AABENRAA: Teknik- og Miljøudvalget i Aabenraa Kommune indstiller nu til byrådet, at der gives en anlægsbevilling på fire mio. kroner til udskiftning af træ- og gittermaster inklusive armatur. Det forventes, at der for beløbet kan udskiftes i alt cirka 300 master inklusive armatur, af de i alt 2.400 træ- og gittermaster, der findes i Aabenraa kommune.

Udpegningen af de steder, hvor der skal ske en udskiftning, er indledt. Hovedprincippet er, at udskiftningen skal påbegyndes de steder hvor det er mest nødvendigt på grund af anlæggets stand, alder og strømbesparelsespotentialet.

Arbejdet i marken kan igangsættes medio første kvartal 2016 og forventes afsluttet inden 1. december 2016.

AABENRAA: Pumpestationen på Dr. Margrethes Vej i Aabenraa er nedslidt og kræver en omkostningstung renovering eller fornyelse. Aabenraa Kommune har fået et rådgivende ingeniørfirma til at evaluere pumpestationen og give forslag til dens fremtid. Rådgiverfirmaet har udarbejdet flere mulige fremtidscenarier, men anbefaler en renovering med en forventet restlevetid på 10-15 år. Alternativt etableres nye pumper i det eksisterende pumpehus med en forventet levetid på 20 – 25 år.

Teknik- og Miljøudvalget havde sagen til behandling forleden, og her foretrak man at vælge et scenarie med nye pumper.

REGION NORDJYLLAND

KOLDBY: Børne- og Familieudvalget i Thisted Kommune indstiller til kommunalbestyrelsen, at der frigives én mio. kroner til etablering af bevægelseseksperimentarium I Koldby kaldet Koldby Idrætspark.

Koldby Hørdum Idrætsforening har selv samlet en del penge sammen, sådan at der er rejst en samlet finansiering på i alt 2,6 mio. kroner.

Skyum Hørdum Sognes Fond For Kulturelle Og Almenvelgørende Formål vil være bygherre og efterfølgende leje anlægget ud til KHIF.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11