23948sdkhjf

Nye byggeprojekter på vej

I dag kan du læse om byggeprojekter i Helsingør, Rudersdal, Frederikssund, Stenlille, Roskilde, Lejre, Holbæk, Vejle og Odense
REGION HOVEDSTADEN

HELSINGØR: Helsingør Byråd har vedtaget Lokalplan nr. 4.31 for ”Helårsboliger, offentlige formål og rekreative formål i et område omkring Kulturhuset ”Bølgen”” og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.

Lokalplanforslaget giver mulighed for opførelse af tæt-lav boligbebyggelse på to ejendomme, der tidligere har været anvendt til plejehjem og børneinstitution.

RUDERSDAL: Børne- og skoleudvalget i Rudersdal Kommune indstiller nu til byrådet, at det afsatte beløb på 3.286.000 kroner til ”Renovering af børnehuse - Masterplanen” i 2016 prioriteres til ombygning og renovering af børnehuset Birkemosen på Byagervej Birkerød.

Børnehuset Birkemosen i område Birkehaven er et af de børnehuse, der fra maj næste år skal have et mindre antal dagplejere tilknyttet med legestue og vikarfunktion, hvilket nødvendiggør nogle bygningsmæssige ændringer. Renoveringen vil omfatte grupperum, etablering af et hjerterum, udskiftning af køkken og etablering af personalefaciliteter.

Projekteringen af ombygningen vil begynde først i 2016, og det forventes, at ombygningen vil være færdig i løbet af 2016.

FREDERIKSSUND: Frederikssund Kommune har nu modtaget et projektforslag til fremtidig udnyttelse af Bi-Lidt grunden, der har ligget som brandtomt siden 2005. Ejer ønsker at opføre et boligtårn i 15 etager med 43 lejligheder placeret på matriklen øst for Strandvejen. Den nuværende grillbar vest for Strandvejen tænkes erstattet af en ny bygning med cafe-funktion.

Der er efter administrationens opfattelse tale om et ambitiøst byggeri, som alene i kraft af sin arkitektoniske kvalitet og ikoniske karakter vil bidrage til at understøtte Frederikssunds status som regionalt center.

Et flertal i Teknik- og Miljøudvalget sagde forleden god for at sætte planprocessen i gang.

FREDERIKSSUND: Teknisk Udvalg i Frederikssund Kommune anbefaler, at Lokalplanforslag 085 for ny idrætshal for Frederikssund Private Realskole godkendes og fremlægges til høring.

Der en tale om en ny lokalplan for Frederikssund Private Realskole til erstatning af lokalplan nr. 009 fra 2008. Den nye lokalplan er udarbejdet, fordi skolen ønsker en ny og mere hensigtsmæssig placering af en idrætshal, efter at skolen har erhvervet arealer nord for det oprindelige byggefelt.

REGION SJÆLLAND

STENLILLE: Sorø Byråd har nu vedtaget Lokalplan SK 48 med tilhørende kommuneplantillæg endeligt. Dette åbner mulighed for, at der kan opføres blandt andet en dagligvarebutik på Fredensvej 1 og 3 i Stenlille, hvor der i mange år har været drevet autoforhandler og -værksted.

ROSKILDE: Roskilde Nord Boligselskab har fremsendt skema A vedrørende renoveringsarbejder i afdeling Mølleengen i forbindelse med udskiftning af tag til Roskilde Kommune. Kommunen skal yde et rente- og afdragsfrit lån på 200.000 kroner, som finansieres af det afsatte budget til grundkapitalindskud. Kommunen skal desuden påtage sig en garantiforpligtelse i forbindelse med låneoptagelse til renoveringen.

Økonomiudvalget havde sagen på dagsordenen forleden, hvor det blev besluttet at anbefale, at kommunen påtager sig garantiforpligtelsen og yder et lån på 200.000 kroner samt videresender skema A med anbefaling til Landsbyggefonden.

LEJRE: Lejre Kommune har modtaget en ansøgning om dispensation fra gældende lokalplan for Kumlehusvej 1, sådan at det eksisterende logistiklager på adressen kan bygges ud.

Udvalget for Teknik & Miljø, der har beslutningskompetencen, har givet den ønskede dispensation.

Der er søgt om dispensation til en bebyggelsesprocent på 35 og en bygningshøjde på 9,5 meter.

Herefter vil en byggeansøgning blive udarbejdet og fremsendt til kommunen. Bach Gruppen er bygherre på projektet.

HOLBÆK: Økonomiudvalget i Holbæk Kommune besluttede på sit møde forleden at indstille til byrådet, at kommune igangsætter udarbejdelse af lokalplan for institutioner og boliger i Mørkøv og udarbejdelse af lokalplan for boligområdet Jyderup Nord.

I Mørkøv skal lokalplanen give mulighed for en udvidelse af Børnehuset Krummeluren på Ringstedvej, og i Jyderup Nord skal lokalplanen åbne mulighed for opførelse af murstenshuse i et område, der i dag er udlagt til træhuse.

REGION SYDDANMARK

VEJLE: Vejle Byråd har godkendt et forslag til lokalplan for et område til offentlige formål ved Helligkildevej, Vejle.

På stedet ligger der i dag en hal med to indendørs baner, og der er ønske om at bygge yderligere en hal, som følge af øget interesse for tennis. Det er en forening af forskellige tennisklubber der i dag driver hallen, men såvel grunden som eksisterende hal er ejet af Vejle Kommune.

Lokalplanen, der nu kan fremlægges til offentlig høring, gør det muligt at bygge den ønskede hal.

Projektet forudsætter, at Naturstyrelsen tillader udvidelsen ind i fredskoven mod syd og øst, og en sådan er i hus.

ODENSE: Økonomiudvalget i Odense besluttede forleden at indstille Lokalplan 0-773 Karré 1, Østre Stationsvej og et tilhørende kommuneplantillæg til endelig vedtagelse i byrådet.

Lokalplan og kommuneplantillæg er udarbejdet for at give mulighed for opførelse af cirka 140 lejligheder som etageboligbebyggelse i varierende bygningshøjder på mellem fem og 12 etager.





Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094