Byggenyt
RØDOVRE: Et forslag til lokalplan, der skal muliggøre en ny udbygning af butikscentret Rødovre Centrum, kan formentlig forventes fremlagt til høring inden længe. Teknik- og Miljøudvalget godkendte forslaget på sit møde forleden.
Lokalplanforslaget er udarbejdet på foranledning af A/S Rødovre Centrums ønske om en udvidelse af butikscentret med yderligere centerbebyggelse og tilhørende parkering.
Lokalplanforslaget muliggør en ny centerbebyggelse som primært får facade ud mod og langs Højnæsvej. Udvidelsen består af en ny centerfløj i tre etager på det sydøstlige hjørne af lokalplanområdet, en ny ekstra etage ovenpå den eksisterende bygning i én etage samt en ny bebyggelse i to etager i den nordøstlige del af lokalplanområdet, i sammenhæng med eksisterende indgang til centret.
Lokalplanforslaget forventes fremlagt til høring i perioden januar-marts næste år.
REGION SJÆLLAND
STRØBY EGEDE: Plan- og Teknikudvalget i Stevns Kommune har besluttet at anbefale en godkendelse af Forslag til lokalplan 154 og forslag til kommuneplantillæg 17 overfor kommunalbestyrelsen.
Lokalplanen giver dels mulighed for, at erhvervslokalerne på første sal i Strøby Egede Bycenter kan ændres til boliger, og samtidig giver den mulighed for, at der kan opføres boliger på et ledigt areal i Strandlunden.
Sagen har ingen konsekvenser for Stevns Kommunes budget.
HOLBÆK: Holbæk Byråd skal på sit møde i morgen beslutte, om Forslag til Kommuneplantillæg og Lokalplan 3.48 for boliger på Samsøvej skal godkendes og fremlægges til høring.
Planerne vil gøre det muligt at opføre op til 70 små boliger på Samsøvej, og den er uarbejdet på baggrund af et konkret ønske fra en bygherre om at opføre almene etageboliger i området.
Lokalplanen giver mulighed for at opføre etageboliger i op til to etager. Lokalplanen giver også mulighed for opførelse af fælleshus.
SLAGELSE: Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget i Slagelse har sagt ja til, at der kan udarbejdes ny lokalplan for boligområdet på kasernegrunden Rosenkildevej i Slagelse.
Konsulent Torben Wissing har på vegne af grundejeren tidligere anmodet om igangsættelse af en ny lokalplan med tilknyttet kommuneplantillæg for Kasernegrunden på Rosenkildevej i Slagelse. Området ønskes planlagt til boligformål, dog med en højere og tættere bebyggelse end kommuneplanrammen 1.2BE4 giver mulighed for. Forslag til kommuneplantillæg nr. 30 har været i forudgående offentlig høring fra 1. september til 16. oktober, og de indkomne bemærkning er behandlet i en hvidbog, som blandt andet konkluderer, at der gives mulighed for at bygge i maksimalt tre etager.
KØGE: Økonomiudvalget i Køge Kommune godkendte forleden, at der bevilges 906.000 kroner til at få udarbejdet skitser til en ny beredskabsstation.
Skitseprojektet vil omfatte en samling af den nuværende Station Lellinge og Station Tigervej inklusive hjælpemiddeldepotet på Tigervej. Det er planen, at den nye beredskabsstation skal ligge der, hvor den nuværende Station Lellinge ligger.
Et skitseforslag med tilhørende finansieringsforslag forventes at kunne forelægges økonomiudvalget og Beredskabs Østsjællands bestyrelse i juni måned.
REGION SYDDANMARK
VEJLE: De Vanføres Boligselskab har anmodet Vejle Kommune om godkendelse af helhedsplanen for afdeling 1 samt om kapitaltilførsel på 150.000 kroner og kommunegaranti for lån.
Afdelingen, der ligger på Storegårdsvej 104-150, Lillegårdsvej 1-47, består af 48 rækkehusboliger. Afdelingen er populær, og ventelisten til en bolig i afdelingen er lang.
De Vanføres Boligselskab oplyser dog, at der er store udfordringer i bebyggelsens generelle stand, herunder særlige udfordringer med skimmel på grund af uhensigtsmæssige konstruktions løsninger i byggeriet. Tage og ydervægge, lette som tunge, har mange svigt og skader, hvorfor udbedring er påkrævet. Helhedsplanen omfatter en gennemgribende renovering af de 48 udlejningsboliger.
De samlede udgifter til helhedsplanen er budgetteret til cirka 76 mio. kroner, og Landsbyggefonden støtter renoveringen.
Teknisk Udvalg har behandlet anmodningen og anbefaler, at projektet og dets økonomi godkendes, og at der meddeles tilsagn om støtte og kommunegaranti.
TØNDER: Ejer af ejendommen Vestergade 25 i Tønder har søgt om tilladelse til at opføre en tilbygning på 934 kvm etagemeter til eksisterende bygninger ud mod Allegade, hvilket indebærer, at der skal dispenseres fra gældende lokalplan vedrørende bebyggelsesprocenten og vedrørende krav om etablering af 23 parkeringspladser på egen grund.
BILLUND: I forbindelse med gennemførelse af en børnereform i Billund Kommune samles flere institutioner i større aldersintegrerede enheder. De tre eksisterende institutioner i Grindsted Syd - Tingparken 60 og 62, Sydtoften 4 og Lindevej 36 skal samles i én institution; Børnenes Univers Grindsted Syd.
Byggeprojektet Børnenes Univers Grindsted Syd skal realiseres på et areal ved Søndre Boulevard. Den nye institution er til 135 børnehavebørn, 28 vuggestuebørn og 10 børn med særlige behov.
Billund Kommune ønsker at entrere med ekstern rådgiver til at løse opgaven med at konkretisere visionerne for et spændende institutionsbyggeriet, og til honorering af denne søges der nu frigivet to mio. kroner.
Foreløbig har Børne- og Kulturudvalget i Billund Kommune sagt ja til at frigive de to mio. kroner.
STARUP: Der skal bygges grill-restaurant i Starup, og A78 Arkitekter forestår design og myndighedsansøgninger til byggeriet, skriver arkitektfirmaet på sin hjemmeside.
Restauranten bliver 150 kvm stor og den forventes færdig i efteråret 2016.
REGION MIDTJYLLAND
STILLING: Miljø- og Planudvalget i Skanderborg Kommune har sagt ja til at igangsætte lokalplanlægning for en dagligvarebutik i Stilling.
Det er Solbjerg Invest Danmark ApS, der har anmodet om, at der udarbejdes lokalplan for ejendommen Stilling Byvej 2 og 6, således at der kan etableres dagligvarebutik med med mulighed for boliger ovenpå.