23948sdkhjf

Sygehusbyggerier skaber 6.000 job næste år

Alene i løbet af de næste to år vil sygehusbyggerierne skabe lige så mange arbejdspladser som i hele perioden fra 2010 til 2015
De 16 sygehuse, som opføres med tilskud fra statens Kvalitetsfond, kommer til at skabe 6.000 arbejdspladser i byggeriet næste år.

Det viser beregninger fra Danske Regioner, som har brugt Dansk Byggeris model for jobskabelse ved investeringer i byggeri baseret på tal fra Danmarks Statistik.

Det mærker man blandt andre hos Bravida Danmark A/S, som har været involveret i flere fagentrepriser på sygehusene de seneste år.

”Lige nu beskæftiger vi omkring 100 medarbejdere i forbindelse med nybyggeri af sygehuse. Derudover har vi løbende servicearbejder og mindre anlægsopgaver på eksisterende sygehuse rundt om i Danmark”, siger Morten Reedtz Kjellev, kommunikationschef hos Bravida, til Licitationen – Byggeriets Dagblad.

Skaber nyansættelser

80 af Bravidas 100 ansatte arbejder i øjeblikket på byggeriet af Det nye Universitetshospital (DNU) i Aarhus, og ifølge Morten Reedtz Kjellev er 80 procent af disse nyansatte alene til formålet.

Samme toner lyder fra El:con, som i øjeblikket beskæftiger op mod 30 mand i Aarhus med en forventning om, at arbejdsstyrken flytter nordvest mod Viborg, når arbejdet på DNU så småt ebber ud.

”Vi har ansat en del elektrikere, så sygehusbyggerierne har da genereret flere folk i virksomheden, for ellers ville vi mangle dem andre steder. Det er gode folk, så jeg håber, at de kan blive hos os, og af samme grund er sygehusbyggerierne selvfølgelig interessante”, siger Palle Jensen, der er projektdirektør i El:con.

DNU i Aarhus står efter planen klar i 2019, og derefter vil beskæftigelsen i Region Midtjylland så småt være forsvundet. Til gengæld rykker jobvæksten så mod Syddanmark, hvor opførelsen af Nyt Odense Universitetshospital påbegyndes næste år, samt Region Hovedstaden, hvor fire ud- og ombygninger allerede er i gang, mens yderligere to tager fart efter årsskiftet.

Mangel er truende

Regionernes prognose viser, at sygehusbyggerierne skaber op mod 9.000 arbejdspladser i 2018, og heraf vil cirka 40 procent befinde sig i Region Hovedstaden.

Risikoen herved er, at virksomhederne til den tid vil få svært ved at skaffe kvalificeret arbejdskraft.

”I de områder, hvor der bygges de nye og store sygehuse, er markedet blevet støvsuget for håndværkere og tilhørende ledelse inden for de tekniske fag. Det er min vurdering, at det forhold fortsætter endnu nogle år, indtil de planlagte udvidelser er tilendebragte”, siger således Finn Nielsen, der er fagchef for El-anlæg hos Bravida.

Den frygt har man dog ikke i Nordjylland, selv om opførelsen af Nyt Universitetshospital Aalborg kommer til at flerdoble antallet af beskæftigede fra de nuværende 1-200 til flere end 1.000 årligt i løbet af få år.

”Ud over udsigten til højt specialiseret behandling af fremtidens patienter er selve byggeriet af Nyt Aalborg Universitetshospital også til stor gavn for Nordjylland. Det skaber mere end 5.400 job, og med en god etapeopdeling af licitationerne har vi fra Regionens side sikret, at de mange små og mellemstore virksomheder i det nordjyske erhvervsliv også har mulighed for at byde ind og deltage i byggeriet,” siger regionsrådsformand Ulla Astman, som også er formand for Vækstforum Nordjylland.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109