DAGENS LEDER: Omvendt mestergris
Det mener Licitationen, Byggeriets Dagblad
Der er mange store opgaver på vej de kommende år og det kræver handling, hvis konkurrencen om opgaverne skal øges. Derfor har Bygherreforeningen udarbejdet en fremragende rapport.
Det bedste ved rapporten er næsten, at Bygherreforeningen ikke enøjet går efter, at øget konkurrence udelukkende skal medføre flere bud og lavere priser. Det er naturligvis også et mål, men Bygherreforeningen er langt mere nuanceret og taler både om kompetenceudvikling og kapacitetsudjævning. Man griber således også i egen barm og erkender, at man også ved kontroller udbudsmængden kan undgå flaskehalsproblemer og øge konkurrencen.
Nu skal det naturligvis ikke ende med en ”omvendt mestergris”, hvor bygherrerne taler så meget sammen, at de kun sender opgaverne i udbud, når entreprenørerne er klar til at påtage sig opgaven for enhver pris. Det er heller ikke det, der lægges op, når Bygherreforeningen nu sammen med BYGST og Realdania skaber en komplet oversigt over de store opgaver på byggepipeline.dk
Det er en uundgåelig konsekvens af ønsket om øget konkurrence, at udenlandske entreprenørfirmaer skal ”lokkes” til Danmark. De skal være velkomne. Både for at øge konkurrencen og for at give beskæftigelse til en lang række mindre, danske entreprenørfirmaer.