23948sdkhjf

Klimarådet: Bygninger spiller central rolle i grøn omstilling

Der er derfor behov for incitamenter, så borgere gennemfører energibesparelser i bygninger, påpeger rådet. Hovedet på sømmet, mener Dansk Byggeri
En væsentlig andel af energiforbruget sker i bygninger, der spiller en helt central rolle i omstillingen til et lavenergisamfund.

Der er derfor behov for at sikre de rette incitamenter, så borgere og virksomheder gennemfører de energibesparelser i bygninger, der er omkostningseffektive for samfundet.

Det er budskabet fra Klimarådet, der netop har præsenteret sin første rapport. Rapporten peger på, at nye teknologier giver mulighed for produktion af vedvarende energi på husstandsniveau, og der kan være et potentiale i at fremme fleksibelt energiforbrug i bygninger.

Klimarådet, der har professor i økonomi ved Københavns Universitet, Peter Birch Sørensen som formand, gør desuden op med forestillingen om, at Danmark er frontløber i den grønne omstilling.

Danmark er ikke nået meget længere end alle andre lande, når det gælder den grønne omstilling, og ligger i stedet i midten af en gruppe ambitiøse lande, som vi normalt sammenligner os med.

Ikke langt foran

”Danmark er ikke langt foran alle andre lande med at omstille til et samfund med meget lave udledninger af drivhusgasser. Det er vigtigt at gøre sig klart, når man skal fastlægge Danmarks klimapolitiske ambitioner”, siger Peter Birch Sørensen.

Sammenligningen viser, at godt nok har Danmark reduceret sin udledning betydeligt, men det skyldes i høj grad lavere økonomisk vækst end i de øvrige lande og i mindre grad grøn omstilling af økonomien.

Direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri, er helt enig i Klimarådets analyse, som han mener rammer hovedet på sømmet.

”Byggeri og bygninger er investeringer med meget langt sigte, så vi har ikke været tilfredse med, at fokus har flyttet sig væk fra bygningernes store potentiale for at bidrage til at løse klimaudfordringerne. For hvert år vi undlader at energirenovere bygninger, bliver det ekstra dyrt at nå vores mål for 2050”, siger han.

Vigtige analyser

Klimarådet konkluderer desuden, at der nu ligger nogle vigtige opgaver med at analysere, hvor den samfundsøkonomisk mest optimale balance ligger mellem udbygningen med vedvarende energi og nedbringelsen af energiforbruget i bygninger.

På samme måde skal der ses nærmere på, hvordan vi får gennemført de rigtige energiforbedringer, får indarbejdet husstandsrelateret produktion af vedvarende energi og får udviklet og fremmet fleksibilitet i energiforbruget fra bygninger.

”Behovet for at finde den rigtige balance mellem de mange instrumenter til at nedbringe klimabelastningen er stort. Vi er nødt til at spille på alle tangenter, så leverancer af grøn energi bliver suppleret med energibesparelser og en fleksibilitet i forbruget, så vi kan udnytte den fluktuerende vedvarende energi fra sol og vind”, understreger Michael H. Nielsen.

Klimarådet er et uafhængigt, rådgivende ekspertorgan, der blev oprettet med Klimaloven fra juni 2014 og er nedsat 1. januar 2015.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109