DAGENS LEDER: Usikker forbindelse
Det mener Licitationen - Byggeriets Dagblad
Den tyske godkendelsesmyndighed, LBV, vil således ikke på baggrund af de seneste høringer forholde sig til, om Tyskland godkender projektet i 2017, som det ellers har været udmeldt.
Dermed er den danske bygge- og anlægsbranche igen ved at havne i en stop and go-effekt. Man kan sige, at denne gang er den endnu mere alvorlig, fordi fire store tunnelkontrakter står til at skulle vedstås til maj næste år. Desuden er Femern-projektet det mere specielt i og med, at en række store anlægsprojekter herhjemme er sat i søen i forventning om, at Femern-forbindelsen bliver til noget.
Samtidig står det lokale erhvervsliv på Lolland-Falster og tripper for, at ikke bare Femern-forbindelsen bliver til noget, men også at den nye Storstrømsbro bliver sat i gang. Uafhængigt af den tyske godkendelsesproces er Storstrømsbroen nu med den nye finanslov udskudt i minimum et år og i værste fald tre år. Det er decideret gift for et i forvejen hårdt presset lokalt erhvervsliv på Lolland-Falster, som i den grad har brug for, at der kommer gang i anlægsprojekterne, der forventes at skabe positive følgevirkninger til de lokale virksomheder.
Man må konstatere, at Danmark mærker den berømte tyske ”Ordnung muss sein”. Forhåbentlig får tyskerne snart styr på tingene.