23948sdkhjf

Energirenovering hjælper fossilfrie ambitioner

Aarhus er på vej til en omstilling mod CO2-neutralitet. En nødvendig vej frem er energirenovering af den eksisterende bygningsmasse
Målrettet indsats skal få boligejere til at energirenovere

Et brev fra energiselskabet Modstrøm fik Anne-Mette Skov til at hulmursisolere sit hus. Hun er en af mange boligejere i Aarhus Kommune, som sagde ja til et besøg af en energikonsulent og efterfølgende fik foretaget hulmursisolering i sit hjem.

”Jeg bilder mig ind, at jeg er miljøbevidst, og jeg vil ikke fyre for fuglene, og det gør man jo ofte gør, når man bor i gamle huse, der ikke har den samme isoleringsevne som nye huse. Det var en kombination af et hensyn til miljøet og min egen pengepung, der gjorde, at jeg valgte at få det udført”.

Private er vigtige

For at omstille Aarhus til et bysamfund, der er fri af fossile brændsler og CO2-neutral, er det nødvendigt at energirenovere den eksisterende bygningsmasse, så man sænker det samlede energiforbrug. Og her er de private boligejere en vigtig aktør.

”Selvom vi om få år har fjernvarme baseret på biomasse, er vi stadig nødt til at nedbringe vores energiforbrug. For at det kan virke bedst muligt er vi nødt til at have energioptimeret vores eksisterende bygningsmasse. Og her er der et stort potentiale hos private boligejere – både for deres pengepung og for klimaet,” siger Henrik D.H. Müller, der er projektchef med ansvar for klimaindsatsen i Aarhus.

For Anne-Mette Skov er energirenovering ikke noget nyt. Alligevel fik brevet fra Modstrøm hende til at gøre mere, end hun allerede har gjort, for bevidstheden om energiforbruget fylder en del hos hende.

”Jeg tænker rigtig meget energibesparelser ind i hverdagen, og er meget bevidst om, hvordan jeg bruger min varme og energi. Overvejelser om hvorvidt det kan betale sig at skifte pærer og at lufte ud et par gange om dagen, er vigtigt for mig,” siger hun.

I 2014 indgik Aarhus Kommune og Modstrøm en samarbejdsaftale, der skal sætte ekstra fart på de private energirenoveringer. Aftalen skal gøre det nemmere for aarhusianske parcelhusejere at få et energitjek og tilhørende rådgivning om, hvordan det bedst kan betale sig at energirenovere deres bolig. I Aarhus er der cirka 35000 parcelhuse, som kan have gavn af at blive energirenoveret.

Bydende nødvendigt

Ifølge projektchef Henrik Müller fra Klimasekretariatet i Aarhus Kommune er det nødvendigt med partnerskaber af denne slags, for at flytte klimaindsatsen fremad:

”Det er vigtigt, at virksomhederne kan se værdi i at arbejde med klimarelaterede aktiviteter. 3/4 af den samlede CO2 udledning i Aarhus ligger udenfor det, som byrådet har direkte indflydelse på. Derfor er det bydende nødvendigt, at alle kræfter engageres i indsatsen”.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11