23948sdkhjf

Danske arkitekter genopliver kolonihistorien

Nyt stort restaureringsprojekt i Caribien får deltagelse af studerende på arkitektskolerne. De skal opmåle og udbedre den stærkt smuldrende bygningsarv på de tidligere Dansk Vestindiske Øer, som blev solgt til Uncle Sam for snart 100 år siden
I 2017 er det 100 år siden, Danmark solgte de Dansk Vestindiske Øer til USA.

I den anledning har Bygnings Frednings Foreningen (BYFO) taget initiativ til et ambitiøst og omfattende arbejde for at redde blandt andet bygninger opført i de tidligere kolonier, der i dag hedder The Virgin Islands.

”Den omfattende danske bygningsarv forfalder med rivende hast. Derfor blev en række deltagere på en studietur, vi har været på, enige om, at BYFO måtte tage initiativ til, at bygningerne kan reddes og benyttes”, siger Birthe Iuel, formand for BYFO.

Sammenhængskraft

Deltagerne blev samtidigt opmærksomme på, hvad det betyder for selvforståelsen og sammenhængskraften for en befolkning ikke at kende sin historie.

”Projektet er derfor udformet som et samarbejde med befolkningen på Virgin Islands og drejer sig om restaurering og transformering af to tidligere danske historiske bygninger”, tilføjer Birthe Iuel.

Den ene - som er en tidligere dansk kaserne på St. Croix - skal i fremtiden blive til arkitekt- og håndværksskole.

250 års dansk herredømme

Den anden bygning er det danske militærhospital i Charlotte Amalie på St. Thomas. Den tænkes anvendt som et museum, der også skal huse det store dansk-vestindiske digitaliseringsprojekt af øernes arkiver fra 250 år under dansk overherredømme. Museet skal rumme den indianske periode frem til Columbus, kolonihistorien på godt og ondt under Danmark samt den nyere historie under USA siden 1917, da den rige Uncle Sam købte øerne af Danmark for 25 mio. dollars.

Arkitektstuderende måler op

Konkret er to hold af studerende fra arkitektskolerne i København og Aarhus allerede ved at pakke kufferter og tommestokke.

I februar 2016 rejser de til Virgin Islands for at opmåle bygningerne, og dermed lyder startskuddet for alvor til et 100-års jubilæumsprojekt, hvis mål er, at 50 procent betales af Danmark. Inden for et estimeret budget søges nu 10 mio. dollars i Danmark, med fem mio. fra staten og fem mio. fra private. Et tilsvarende beløb skal rejses på Virgin Islands.

Med stærke danske rødder
Arkitektskolerne i København og Aarhus samt Bygnings Frednings Foreningen BYFO står bag initiativet In Search of Identity, der blandt andet består af restaurering af to markante bygninger fra den danske kolonitid i Vestindien. Projektet skal også skabe rammerne for fremtidig uddannelse af håndværkere samt danne grundlag for et nationalt museum.
U.S. Virgin Islands er i dag et territorium og ikke en stat. Det betyder, at øernes beboere ikke har stemmeret til den amerikanske kongres eller præsidentvalget i USA. Øerne har deres egen guvernør med et folkevalgt senat, men er under økonomiske administration af Washington. Befolkningen lever i dag hovedsageligt af romproduktion og turisme, herunder 25.000 danske gæster årligt.
(Kilde: ”In Search of Identity”, red. Nana Okholm)
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109