23948sdkhjf

Anlægsnyt

REGION HOVEDSTADEN

TÅRNBY: Tårnby Kommunalbestyrelse skal på sit møde på tirsdag beslutte, om et projektforslag fra Tårnbyforsyning Varme A/S for udbygning af fjernvarmenettet i Tårnby Kommune skal godkendes og fremlægges til høring. Projektforslaget skal sendes i høring i fire uger hos berørte forsyningsselskaber og grundejere, der skal afgive areal eller pålægges servitut.

Projektforslaget omfatter fjernvarme til større bebyggelser og tæt lav bebyggelse i tilknytning til det eksisterende fjernvarmenet samt ny bebyggelse ved Scanport. Der skal investeres i alt 258 mio. kroner.

HVIDOVRE: Foreningen Hvidovre Vinterbadere har et ønske om at få etableret egne badefaciliteter indeholdende sauna, omklædningsrum og baderampe i nærheden af Hvidovre Havn. De søger på den baggrund om økonomisk tilskud fra Hvidovre Kommune.

Økonomiudvalget så på sagen forleden og anbefaler kommunalbestyrelsen, at ansøgningen om et økonomisk tilskud imødekommes.

Badefaciliteterne vil bestå af en flydende pontonflåde, hvorpå der vil blive etableret omklædningsrum, sauna samt baderampe med trappe til vandet. Foreningen har ansøgt Naturstyrelsen om tilladelse til opførsel og etablering af pontonflåden ved Hvidovre havn, hvilket styrelsen har givet tilladelse til.

HILLERØD: Hillerød Byråd har godkendt en plan for ombygning af ude-areal i relation til Pædagogisk servicecenter på Hillerødsholmskolen og givet en anlægsbevilling på 430.000 kroner til formålet.

Byrådet har også sagt god for en anlægsbevilling på fire mio. kroner til skitseprojekt, detailprojektering og anlæg af cykelsti langs Selskovvej mellem Frejasvej og Hillerød Stadion.

REGION SYDDANMARK

CHRISTIANSFELD: Kolding Kommune har afsat penge til at etablere fortov langs en del af Lindegade i Christiansfeld. Forvaltningen vurderer imidlertid ikke, at det afsatte beløb er tilstrækkeligt, hvorfor det forslås at der udarbejdes et egentligt detailprojekt med tilhørende økonomi. Det sagde Teknikudvalget, der har beslutningskompetencen, forleden god for.

MIDDELFART: Miljø- og Energiudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet i Middelfart Kommune har i oktober/november behandlet en sag om nedgravede affaldsbeholdere. Sagen handler om byområder, hvor der er så lidt plads, at borgerne enten ikke kan transportere en beholder igennem huset eller ikke har plads i baghaverne.

Der er nu gennemført en høring i blandt andet Ældre- og handicaprådet, og på baggrund heraf foreslår forvaltningen, at det besluttes, at der så vidt muligt etableres nedgravede affaldsløsninger til dagrenovation og genanvendeligt affald i byområder hvor pladsen er trang. På baggrund af erfaringer fra andre byer tilstræbes en maksimal gå-afstand på cirka 50-60 meter, således at der er cirka 100-120 meter mellem beholderne.

Der er en oplagt mulighed for at koordinere nedgravningen af affaldsbeholdere med klimabyprojektet i løbet af 2016, hvor der i en stor del af gaderne i området alligevel skal foretages gravearbejde.

Miljø- og Energiudvalget den har besluttet at bakke op om forvaltningens forslag. Herefter behandles sagen af økonomiudvalget den 30. november og af byrådet den 7. december.

REGION MIDTJYLLAND

HERNING: Herning Byråd har besluttet, at der fra 2016 skal gennemføres forskønnelse af indfaldsvejene til Herning. Der er i 2016 afsat 3.044.000 kroner til projektet.

Der er udarbejdet en handlingsplan for de udpegede vejstrækninger og ankomster, og handlingsplanen blev godkendt af Byplanudvalget 26. oktober.

Der foreslås i handlingsplanen 23 anlægsprojekter for et samlet beløb på 9.694.000 kroner, og forvaltningen foreslår, at der i 2016 gennemføres 14 projekter.

Der er i handlingsplanen arbejdet med virkemidlerne, beplantning, facader og arkitektur, skiltning, kunst og udsmykning samt belysning. Mange af projekterne er ikke skitseret, men blot udpeget som projekter. Efter en endelig udpegning af projekter, vil de blive skitseret og konkretiseret efterhånden.

SPJALD: Teknik- og Miljøudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune har sagt ja til at give tilladelse til opførelse af et klatretårn på Kratvej i Spjald. Det er FDF Spjald, der søger om tilladelse til at opføre klatretårnet, der skal være 27,4 meter højt og bestå af to gittermaster med en plade imellem.

TARM: Teknik- og Miljøudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune har besluttet at igangsætte processen for ophævelse af Lokalplan 100 for et boligområde ved Skolegade i Tarm.

Formålet med ophævelse af Lokalplan 100 er, at Ringkøbing-Skjern Forsyning ønsker at etablere et åbent regnvandsbassin.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.236