23948sdkhjf

Scandlines klager til EU-domstolen over statsstøtte til Femern-forbindelsen

Scandlines ønsker, at EU-kommissionen behandler finansieringsmodellen på ny på ”ordentlig juridisk” måde
Scandlines vil have EU-domstolen til at annullere EU-kommissionens godkendelse af finansieringsmodellen for Femern-projektet - en godkendelse, der ifølge Scandlines er sket uden en ordentlig juridisk behandling.

”Processen har været ganske absurd. EU-kommissionen og konkurrencekommissæren har enten sovet i timen eller valgt at sætte kikkerten for det blinde øje, da man hastede en så vigtig beslutning igennem uden at forholde sig til afgørende uoverensstemmelser i grundlaget”, siger Scandlines adm. direktør, Søren Poulsgaard Jensen, i en pressemeddelelse.

EU-kommissionen meddelte i en pressemeddelelse 23. juli i år, at kommissionen havde godkendt finansieringsmodellen og finder den i overensstemmelse med EU’s statsstøtteregler.

Af samme pressemeddelelse fremgår, at kommissionen ikke finder det nødvendigt ”at tage stilling til, om den offentlige finansiering, der ydes til Femern A/S alene med henblik på projektering, anlæg og drift af den faste vej- og jernbaneforbindelse over Femern Bælt, udgør statsstøtte efter EU’s statsstøtteregler. Disse foranstaltninger stemmer under alle omstændigheder overens med EU’s statsstøtteregler, da de fremmer virkeliggørelsen af et vigtigt projekt af fælleseuropæisk interesse”, skriver kommissionen.

Ingen anden mulighed

Det er denne godkendelse, som Scandlines finder mangelfuld og uden inddragelse af de i alt fem parter - herunder Scandlines - som havde klaget over finansieringsmodellen.

”Vi har ikke anden mulighed end at bede om, at EU-domstolen annullerer beslutningen og således få kommissionen til at behandle sagen på ny og dermed få en ordentlig juridisk behandling af sagen”, siger Søren Poulsgaard Jensen.

Scandlines’ appel til EU-domstolen bygger blandt andet på, at kommissionen har godkendt op til 55 års statsstøtte, selv om den forventede tilbagebetalingstid i den seneste finansielle analyse er 39 år. Desuden beskylder man kommissionen for sammen med den danske stat selektivt at vælge forskellige data afhængig af formålet.

Godkendelsen af statsstøtte i op til 55 år giver Scandlines anledning til frygt for, at det kan misbruges til at drive private aktører ud af markedet.

”Med statsstøtte i baghånden kan man vælge at dumpe priserne og klemme de private virksomheder ud af markedet”, siger Scandlines-direktøren.

55 år er worst case

Transport- og Bygningsministeriet oplyser, at den tidsmæssige begrænsning af statsgarantierne for lånene til kyst til kyst-forbindelsen og de danske landanlæg er fastsat til højst 55 år efter åbningen og er bestemt på baggrund af en beregnet tilbagebetalingstid i et worst case-scenarie, hvor indtægterne bliver lavere end forventet, og hvor anlægsudgifterne bliver højere, end det nuværende anlægsbudget.

”Tidsbegrænsningen på højst 55 år sikrer, at staten ikke skal foretage fornyede notifikationer over for Kommissionen ved mindre udsving i tilbagebetalingstiden. Hvis gælden er tilbagebetalt, før der er gået 55 år, vil statsgarantien ophøre. Den danske stat vil hvert år orientere Kommissionen om udviklingen i gælden og den forventede tilbagebetalingstid for projektet”, oplyser ministeriet.

Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V) vil ikke kommentere Scandlines’ skridt. Han henviser til EU-kommissionens beslutning.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.136