23948sdkhjf

Olsen Bandens Gule Palæ flytter til Gedser

Med Gottlieb Paludan som arkitekt og økonomisk støtte fra A.P. Møller-fonden reddes ikonisk tårn fra nedrivning.
Olsen Bandens fanklub har gennem det sidste års tid arbejdet på at rejse penge til en bevarelse af bygningen ”Det Gule Palæ”, der optræder i ”Olsen Banden på sporet” fra 1975.

Planen er at flytte tårnet fra sin nuværende placering i København til Gedser Remise, hvor det skal renoveres og indgå i museets drift som aktivt kontroltårn og minimuseum for Olsen Banden-fans og togentusiaster.

Det er undervejs lykkedes at samle cirka 75.000 kroner ind fra fans, og sideløbende har Olsen Bandens Fanklub ansøgt flere fonde om økonomisk støtte. Det har nu båret frugt, idet A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal har givet tilsagn om at donere op til én million kroner til projektet.

- Dermed kan flytningen nu realiseres og tårnet sikres fra nedrivning, hvilket er helt fantastisk. Der er dog stadig en lille bid vej til vi er endeligt i mål rent økonomisk, siger formand Rune Holm Clausen fra Olsen Banden Fanklub med henvisning til, at det samlede budget for flytning og påbegyndt renovering er sat til cirka 1,3 millioner kroner.

Teknisk vanskeligt projekt
Banedanmark havde oprindeligt givet Olsen Banden Fanklub DK et år til at flytte bygningen. Denne frist stod til at udløbe ved udgangen af 2015, men da bygningen tidligst kan flyttes i 2016, har Banedanmark forlænget fristen med endnu et år.

Planen er nu, at tårnet skal flyttes i sommeren 2016, og de næste måneder skal gå med detaljeret planlægning og byggemøder med arkitekter, ingeniører, kranspecialister og håndværkere. Alt sammen firmaer og personer der allerede er involveret i projektet.

Arkitekt og rådgiver på projektet, Thomas Brogren fra Gottlieb Paludan glæder sig over at kunne bidrage til, at det fine gamle hus med den unikke historie reddes og anvendes et nyt sted, hvor mange vil få glæde af det:

- Når man arbejder med gamle bevaringsværdige bygninger, handler det ikke blot om de smukke gamle detaljer men i lige så høj grad om de kulturelle værdier og om at finde en ny anvendelse og nye løsninger, der kan føre bygningen ind i vores tid på en god måde. Projektet er teknisk vanskeligt, men det kan lykkes fordi bygherren, myndighederne, rådgivere, teknisk specialister og håndværkerne arbejder tæt sammen om at finde den bedste måde at gøre det på. I vores arbejde er det målet, at bygningen skal flyttes, indrettes og have nye installationer, uden at den mister sin helt særlige charme og betydning, siger Thomas Brogren.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.144