23948sdkhjf

50 år med dansk maskinproduktion

GMR Maskiner a/s har fremstillet redskaber til have-, park- og vejsektoren i Horsens gennem 50 år, og nu er der også en stor produktion af eldrevne køretøjer
Der er næppe en kommune i Danmark, som ikke har en græsklipper, en sneskraber, en roterende kost eller et andet redskab, der er produceret hos GMR Maskiner a/s i Horsens eller hos datterselskabet Nesbo i Mariager. Virksomheden er førende i Danmark inden for udvikling og produktion af redskaber til kompakttraktorer, kommunaltraktorer og redskabsbærere.

Blandt brugerne af redskaber primært med navnene Stensballe og Nesbo er også blandt andre anlægsgartnere, boligselskaber, maskinstationer, entreprenører og industri. Omkring halvdelen af produktionen eksporteres primært til europæiske lande. GMR har et omfattende forhandlernet både i Danmark, de øvrige nordiske lande og i Tyskland, hvor GMR har sit eget salgsselskab.

”Vi er i en branche, hvor mange flytter produktionen til udlandet, men vi udvikler så meget på produkterne og producerer mange kundetilpassede løsninger, så det er hensigtsmæssigt at have produktionen tæt på. Vi har simpelthen besluttet at kæmpe for dansk produktion gennem at være effektive, og det har vi blandt andet opnået gennem en leanproces, som vi løbende følger op på sammen med medarbejderne”, siger adm. direktør Niels Kirkegaard.

GMR Maskiner a/s blev grundlagt i landsbyen Stensballe, som fortsat lægger navn til en stor del af redskaberne fra GMR. Virksomheden blev etableret i 1965 af Gunner Møller Rasmussen med produktion af stiger og græsklippere til frugtplantager, og snart blev græsklipperne udviklet og solgt til kommuner.

Sønnerne med

I dag drives GMR Maskiner a/s af salgsdirektør Max Møller Rasmussen og produktionschef Poul Møller Rasmussen, som begge er sønner af stifteren samt Niels Kirkegaard, der er adm. direktør og aktionær på lige fod med brødrene Møller Rasmussen. Desuden er salgschef Thorkild Vind medejer. Han kom ind i virksomheden i 2003, da den fusionerede med Stama, som producerede køretøjer primært målrettet kirkegårde.

Med fusionen og det senere opkøb af HTF i Herning, som også producerer køretøjer, er GMR Maskiner a/s blevet en betydelig producent af eldrevne køretøjer til transport samt eldrevne maskiner under navnet Stama-HTF.

”Vi har en strategi om vækst dels organisk i kraft af flere modeller og øget produktion og salg og dels ved vækst gennem opkøb, og det er vi klar til igen, hvis den rigtige mulighed viser sig”, siger Niels Kirkegaard.

”Vi har meget fokus på udvikling i dag. Vi har tre nøgleområder i udviklingsarbejdet: Ergonomi, emission og sikkerhed. Specielt inden for el-køretøjer har vi flyttet os rigtig meget, og vi har i dag markedets mest moderne el-køretøjer på lithium-ion batterier. I redskabsproduktionen har vi satset meget på såkaldte OEM-kunder. Det er kunder, som benytter vore redskaber til deres basismaskiner med deres eget navn. Den del af forretningen har udviklet sig markant, og vi kommer nok til at gøre endnu mere i det. Det betyder i realiteten, at vi udvikler redskaber sammen med vores kunder, og det kan nogle gange også føre til øget knowhow og adgang til deres markeder i andre lande”, siger han.

GMR Maskiner a/s har foretaget opkøb af Nesbo, Stama, Green-Flame og HTF uden ekstern finansiering og har alligevel haft sorte tal på bundlinjen i en lang årrække og en støt stigende egenkapital. Virksomheden har sideløbende med udvikling og produktion også enkelte importprodukter.

Sigh
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11