23948sdkhjf

Mange bygherrer ser stort på egne udbudskrav

På trods af krav om brug af certificerede gulventreprenører til vådrumsarbejde vælger mange bygherrer en gulvlægger, som ikke er tilknyttet kontrolordning
Det er mere reglen end undtagelsen, at bygherrer vælger ikke-certificerede gulvlæggere til vådrumsarbejde, selv om de selv i udbud har krævet, at leverandøren er tilknyttet Gulvbranchens Vådrumskontrol (GVK) eller en tilsvarende ordning.

Hvert tredje GVK-medlem oplever, at alle udbud går til en ikke-certificeret gulvlægger. Det viser en undersøgelse, som Gulvbranchen har foretaget blandt medlemmer af GVK. Kun fem procent af de adspurgte har aldrig oplevet at blive forbigået af ikke-certificerede.

”Det er virkelig hat og briller. Vi betaler i dyre domme for at være med i ordningen, og vores medarbejdere er løbende på kursus for at opdatere deres viden om nye materialer og metoder. Så vi føler os virkelig taget ved næsen, når en ikke-certificeret løber med opgaverne”, siger Susanne Andersen fra Høng Gulve, der er en af de virksomheder, der er tilknyttet GVK.

”Ikke-certificerede burde slet ikke blive indbudt til at afgive tilbud på den slags udbud. Men jeg tror ikke, at de arkitekter, der inviterer til udbud, går ind og tjekker, om de inviterede virksomheder er underlagt GVKs kontrol,” siger Susanne Andersen.

Procedurer strammet op

En af landets store bygherrer, Dansk Almennyttigt Boligselskab DAB med 55.000 boliger, erkender, at der har været for lille fokus på, at det er certificerede virksomheder, der udfører vådrumsarbejdet.

”Vi har imidlertid nu sat det i system og har strammet op på procedurerne, så det ud over at være et krav i udbudsmaterialet også bliver noget, som gulventreprenøren skal dokumentere”, siger Steen Ejsing, byggechef i DAB.

”Vi har skærpet vores fokus, fordi det er afgørende, at vi får garanti på arbejdet. Også når der er tale om hovedentrepriser, stiller vi krav til, at der kun må anvende certificeret gulventreprenør. Her er vores muligheder for kontrol dog dårligere”, siger Steen Ejsing.

Priserne styrer

Carsten Nielsen fra Arki Gulve A/S i Horsens har tidligere forsøgt at konfrontere en stor bygherre med det absurde i at indbyde ikke-certificerede gulvfirmaer i udbud, hvor det højt og tydeligt stod i udbudsmaterialet at GVK-medlemskab var et krav.

”Det kom der ikke noget ud af. Det er - og har altid været - priserne, der styrer, hvem der får arbejdet, og det sker på bekostning af kvaliteten. Det er ris til egen røv. I dag er kvalitetssikring en væsentlig del af et byggeri, så vi kan da håbe på, at man blev pålagt at vælge GVK-virksomheder ved udbud. Det tror jeg så desværre ville kræve, at gulvlæggere blev autoriserede lige som for eksempel elektrikere. Og det vil aldrig ske, for vores arbejde er så lille en del af byggeriet,” siger Carsten Nielsen, der alligevel er glad for GVK-tilknytningen.

”Heldigvis oplever vi, at private kunder ringer og spørger, om vi er med i ordningen. Nogle har endda sat sig ind i, hvad det indebærer,” siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093