23948sdkhjf

Københavns Kommune vinder Brolæggerprisen 2015

Kommunen får anerkendelsen for blandt andet fornyelsen af Ny Nørreport og Købmagergade i København til stor glæde for de implicerede brolæggervirksomheder
For 30. gang uddeler Brolæggerlauget i Dansk Byggeri Brolæggerprisen, som i år går til Københavns Kommune.

Kommunen får anerkendelsen for en række projekter. Det gælder blandt andet for belægningerne på forpladsen til Nørreport Station, på Købmagergade og på Israels Plads i København.

Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) er glad for den tildelte pris og for den forskel, brolægningen har gjort:

”Hvis man husker, hvordan Nørreport, Israels Plads og Købmagergade så ud førhen, kan der ikke være tvivl om, hvor stor en forskel fliser og brosten kan gøre for oplevelsen af et byrum. Den markante forskel er synlig alle tre steder og giver en særlig værdi, som ved brug af asfalt ville være blevet suget ud af oplevelsen af de forskellige byrum”, siger han i en pressemeddelelse.

Københavns Kommune er desuden blevet præmieret for arbejdet i Istedgade, hvor der er anlagt cykelstier samt fortove i begge sider af kørebanen, opsat nyt gadeinventar og plantet træer, og for det nye bustracé i midten af vejen fra Haraldsgade til Øster Søgade med tilhørende stoppesteder, som er en del af den nye busbane fra Ny Nørreport til Ryparken Station.

Stolte virksomheder

Bag en del af de præmierede arbejder står Petri & Haugsted A/S, som i konsortium med Aarsleff Rail, Aarsleff Anlæg og Wicotec Kirkebjerg A/S har udført belægningen på Ny Nørreport.

”Som brolæggerfirma er vi selvfølgelig fagligt stolte over, at et af de projekter, vi har udført arbejde på, bliver præmieret”, siger virksomhedens adm. direktør, Jacob Thor Hansen, til Licitationen - Byggeriets Dagblad og påpeger, at virksomheden kan bruge anerkendelsen til både at tiltrække nye lærlinge, uddannede brolæggere og nye opgaver.

”Det er en dejlig reference at have”, siger han og understreger, at det har været en logistisk udfordrende opgave, da mange tusinde mennesker hver dag bruger Nørreport Station som trafikalt knudepunkt.

Også hos DT Brolægning & Entreprise ApS, der har udført belægningerne på Købmagergade er man glade for, at arbejdet bliver præmieret.

”Jeg synes, Købmagergade er brolægning, som ikke er set før. De standarder, som brolægningen skulle udføres i, var meget høje. Derfor var det også et projekt, vi var lidt nervøse for, men vi fik knækket koden”, siger Dennis Thun, adm. direktør i DT Brolægning & Entreprise og giver Jacob Thor Hansen ret i, at virksomheden fremadrettet kan bruge anerkendelsen til både at tiltrække arbejdskraft og arbejdsopgaver.

Han roser samtidigt Københavns Kommune for at have løftet sig, når det gælder indsatsen mod social dumping og giver ligeledes rosende ord med på vejen for, at kommunen har skærpet fokus på brolægning.

Nominerede
Foruden Københavns Kommune var belægningsarbejderne på Bestsellers nye hovedkvarter i Aarhus og Rosenhavestræde i Roskilde med i opløbet til Brolæggerprisen 2015, som dommerkomiteen altså har besluttet skal gå til Københavns Kommune.
Dommerkomiteen består af de to æresmedlemmer i Brolæggerlauget, Carl Hansen og Finn Rasmussen, de to bestyrelsesmedlemmer i Brolæggerlauget Nicolai Palm Hougaard fra Scheller, Hougaard & Petersen A/S og Carsten Grumsen fra Stürup A/S samt medlem af Brolæggerlaugets seniorklub, Jørgen Svendsen, oplyser Claus Johnsen, oldermand i Brolæggerlauget til Licitationen - Byggeriets Dagblad
Han påpeger, at Københavns Kommune tilbage i 1996 også modtog Brolæggerprisen, som medlemmer af lauget, arkitekter og bygherrer kan indstille projekter til.
Med prisen modtager Københavns Kommune en chaussésten med en tilføjet bronzeplade påskrevet Brolæggerprisen 2015 og en check på 25.000 kroner, som skal danne inspiration til flere brolægningsarbejder, lyder det.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.25