23948sdkhjf

EUX vil løfte barren for hele byggeriet

EUX er en af de bedste opfindelser, der er gjort, og nu udbredes den til flere fag, skriver Malermestrenes formand
Licitationen - Byggeriets Dagblads sædvanligvis indsigtsfulde lederskribent går en kende galt i byen, når han 26. oktober 2015 rejser kritik af, at EUX-elever er knap så god en investering for håndværksmestrene.

EUX-elever er dyre, og de afvandrer fra deres lærefag for at læse videre, hedder det.

Et stykke ad vejen kan man naturligvis følge ham. EUX-elever – elever, der tager et gymnasielignende forløb under deres erhvervsuddannelse – tilbringer længere tid på skolen og bliver måske under deres virksomhedsophold knap så rutinerede som deres kammerater. Det er også en rimelig formodning, at mange EUX-elever vil læse videre efter deres læretid.

Ikke desto mindre er EUX en af de bedste opfindelser, vi har gjort. Og med erhvervsuddannelsesreformen bliver EUX nu heldigvis udbredt til endnu flere fag.

Der er – mindst – to dimensioner i EUX. Helt banalt er EUX et uforligneligt redskab til at rekruttere unge til erhvervsuddannelserne, der enten var i tvivl om, hvad de skulle vælge, eller som ellers utvivlsomt ville have valgt gymnasiet.

Som bekendt har vi voldsomt behov for, at de unge i stigende grad søger mod erhvervsskolerne frem for gymnasiet.

Dernæst er det da givet, at en del EUX’ere vil læse videre. Men dermed være ikke sagt, at de forsvinder ud af det fag, de er udlært i. Enten læser de videre til at blive rådgivere – ingeniører eller arkitekter – hvormed det rådgivende led i byggeriet bliver løftet.

Eller de læser videre og vender på et tidspunkt tilbage til deres fag – meget gerne som ledere. Det kræver sit at lede en håndværksvirksomhed i 2015, og jeg ser hellere en højtuddannet håndværker som dygtig virksomhedsleder end ledere uden den afgørende håndværksfaglige viden.

Den ulempe, det er, at ens lærling tilbringer længere tid på skole, kan opvejes af, at virksomheden ikke tager én, men to EUX-elever.

Som tiden går, vil skolerne – formentlig og forhåbentlig! – opstarte nye EUX-forløb forskudt af hinanden, og det vil derfor være muligt at have én elev i virksomheden, mens den anden går i skole.

EUX-elever er ganske rigtigt en investering. En investering, der vil løfte barren for hele byggeriet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.107