23948sdkhjf

Grøn messe i sværvægtsklassen

Med mere end 150 udstillere og en række kendte beslutningstagere, arkitekter og udførende er Building Green-messen, der åbner i dag, rykket op i byggeriets tungeste vægtklasse
Danmarks største fagmesse for bæredygtigt byggeri, Building Green, samler fra i dag en række af den internationale byggebranches vigtigste medvirkende - fra producenter over rådgivere til bygherrer og politiske beslutningstagere.

Forum i København lægger rammer til to dages videndeling og debat om vejene mod en grønnere fælles fremtid, med fokus på materialer og det byggede miljø.

Building Green har udviklet sig til lidt af et tilløbsstykke: Samtlige af messens mere end 150 udstillerstande er booket, ligesom antallet af forhåndstilmeldte arkitekter er steget markant sammenlignet med sidste år.

”Den stigende interesse skal ikke alene findes i, at bæredygtighed inden for de seneste år er blevet det nye sort i byggebranchen både blandt bygherrer, rådgivere, arkitekter og producenter. Interessen handler ligeså meget om, at dansk byggeri generelt er rykket helt op i den bæredygtige superliga og derfor også formår at vække opmærksomhed både internationalt og hos andre faggrupper end de producenter, som messen ellers traditionelt har tiltrukket – herunder ikke mindst arkitekterne”, siger adm. direktør Henrik Ulander fra Building Green

Rekordstort program

Årets program er det hidtil mest omfattende og byder på mere end 25 seminarer og 115 talere fra både ind- og udland, fortæller folkene bag messen i en pressemeddelelse.

Forum får blandt andet besøg af adm. direktør i Danske Ark, Lene Espersen, som under overskriften ”Den bæredygtige vilje – Fra udkant til hovedstad” vil debattere mål for det bæredygtige byggeri. Det sker i selskab med Martin Lidegaard (R), Peter Grønlund, bæredygtighedskonsulent i Dovista Living Lab samt Arne Boelt (S), borgmester i Hjørring Kommune.

”Det står efterhånden klart, at arkitekturen er et af de helt store gear i samfundets forvaltning af ressourcer. De gode eksempler står i kø, men vi skal blive bedre til at synliggøre den merværdi, vi skaber ved at bygge bæredygtigt”, siger Lene Espersen.

Flere kapaciteter

Blandt messens øvrige trækplastre er en stjerneparade af danske og internationale kapaciteter, der afspejler byggebranchens bredde: Fra politikere som transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V) til specialkonsulent og civilingeniør Niels Varming fra Energistyrelsen, der har været en af de bærende kræfter bag udformningen af BR15.

Igen speeddating

Foruden seniorarkitekt Tine Hegli fra den norske tegnestue Snøhetta vil talerstolen blive indtaget af Søren Nielsen, partner i tegnestuen Vandkunsten, og partner i Schmidt Innovation Natalie Mossin, der vil fortælle om det cirkulære byggeri som forudsætning for vækst. Desuden medvirker Kasper Guldager, GXN, samt John Sommer, salgsdirektør hos MT Højgaard.

Udover relanceringen af netværkssuccesen Green Connections, som fungerer som et speeddating-koncept for byggeriets professionelle, er sidste års tilløbsstykke ”Det Grønne Monopol” klar til at genoptage debatten om byggeriets dilemmaer og udfordringer.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11