23948sdkhjf

Vestegnen bygger sig ud af klimaproblemer

Høje-Taastrup er med EU-støtte og samarbejde med boligområder i Belgien og Litauen i fuld gang med at gøre kommunen fossilfri i 2050 - ikke mindst via bygningsrenovering. Kommende konference gør status.
Få kommuner i Danmark er så klimaambitiøse som Høje-Taastrup vest for København.

Byrådet har vedtaget en ny femårs-plan ved navn Strategisk Energi- og Klimaplan 2020, der skal lede frem mod det overordnede mål om at gøre kommunen fossilfri senest i 2050.

På en stor konference i næste uge ”kickstart af grøn omstilling i danske kommuner” bliver der gjort status over målsætningen om, at kommunens samlede CO2-udledning frem mod 2020 skal nedbringes med tre procent om året.

Skaber arbejdspladser

For Høje-Taastrup Kommune går grøn omstilling og økonomisk vækst hånd i hånd, siger de kommunale planlæggere.

”Energi- og klima-målsætningerne skal nås ved at udvikle og prioritere grønne løsninger i kommunen for borgere og virksomheder, samtidig med at vi skaber nye arbejdspladser”, siger Michael Ziegler, borgmester i Høje-Taastrup.

Kommunen har med gennemførelse af klimaplanen for 2009-2013 vist, at en indsats kan lede til Co2-reduktioner og en mere effektiv energianvendelse. I perioden 2008-12 er Co2-udledningen i kommunen reduceret med 20 procent og i kommunen som virksomhed med 25 procent.

”Det er sket samtidig med, at antallet af arbejdspladser og indbyggere i kommunen er steget”, lyder det fra borgmesteren.

En hjørnesten

Og det er sket ikke mindst ved at energieffektivisere både kommunale og private bygninger.

”Det har været en hjørnesten i kommunens arbejde med grøn omstilling. Og det er ikke mindst lykkedes, fordi borgerne er involveret”, lyder det fra klimakonsulent Steen Olesen, Høje-Taastrup Kommune, op til konferencen, der begynder 29. oktober.

Internationalt arbejde

Med støtte fra EU er borgere i Høje-Taastrup Kommune altså i fuld gang med at nedbringe deres CO2-udslip, ikke mindst i form af EU-tilskud til realisering af en vifte af projekter, ikke mindst en helt ny bydel i Hedehusene.

”Klimaindsatsen hos os er stærkt forankret i internationale, nationele og regionale målsætninger og alliancer. Siden 2008 har kommunen været fokuseret på at femme miljøvenlig fjernvarme samt energirenovere kommunale bygninger, private enfamiliehuse og etageejendomme”, siger Michael Ziegler i forordet til klimaplanen.

Projektet, som kører samtidig med tre andre europæiske byudviklingsprojekter i blandt andet Sverige, Belgien og Litauen, hedder Eco-Life og bygger på erfaringer fra det såkaldte Eco-City-projekt under EU’s Concerto-program.

”Det er en stor udfordring at blive CO2-neutral i det daglige. Men man kan løse meget med teknologi og planlægning af lokalområdet, hvor boliger og butikker ligger tæt og kræver mindre transport,” har Steen Olesen tidligere sagt.

Fra i næste uge bliver der så gjort status over, hvordan familierne har forsøgt at efterleve FNs klimaanbefalinger.

Konkrete historier om renoveringen af Rockwools hovedkvarter i Hedehusene og Domeas forsøg på at knække koden til rentable energibesparelser - i boligbyggeriet Blok 9 i Gadehavegård - vil krydre den aktuelle konference.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141