Massiv mangel på ingeniører
Der mangler ingeniører i syv af otte beskæftigelsesregioner, viser analyse af arbejdsmarkedsbalance
Den massive mangel på naturvidenskabelig og teknisk arbejdskraft bekræftes af tallene for 2. halvår på Arbejdsmarkedsbalancen fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Star.
Otte regioner
De opdeler landet i otte beskæftigelsesregioner, og en gennemgang viser, at der er mangel på ingeniører i syv ud af otte regioner. Det skal bemærkes, at tallene er fra marts måned.
Nordjylland er den eneste region, der ikke melder om mangel på ingeniører. Bygnings- og maskiningeniører er efterspurgte i stort set samtlige regioner. Men også elektro-, it- og miljøingeniører er der knaphed på mange steder. Ser man nærmere på de enkelte regioner, ser flaskehalsproblemerne ud til at være størst i Sydjylland, i hovedstadsområdet og på Bornholm. Her beretter erhvervslivet om mangel på stort set alle ingeniørretninger.
Situationen er god for den enkelte, men skidt for samfundet, mener Morten Thiessen, formand for Ansattes Råd i Ingeniørforeningen, IDA:
”Selvom ingeniørerne kan gå ud og sælge sig selv dyrt, så er det dårligt nyt for dansk erhvervsliv, at vi mangler så mange ingeniører. I værste fald kan det betyde, at virksomheder må takke nej til nye ordrer og skrinlægge udvidelsesplaner herhjemme. Skrækscenariet er, at manglen på højtuddannede med teknisk og naturvidenskabelig indsigt fører til outsourcing”.
Sigh