23948sdkhjf

Vejdirektoratet indleder teknisk dialog om udvikling af rastepladser

Mulighed for etablering og drift af nye serviceanlæg på ni rastepladser over hele landet skal nu drøftes
Vejdirektoratet ønsker at udvide services på ni rastepladser over hele landet.

”Med de serviceanlæg vi allerede har, er der 30 mio., der årligt besøger rastepladserne. Alene det viser, at det er vigtigt med faciliteterne, og derfor vil vi gerne løbende udvide de steder, hvor det giver mening”, siger Jens Pedersen, seniorkonsulent i Vejdirektoratet.

Han påpeger, at der derfor nu bliver indledt en teknisk dialog for at få afklaret, om selskaber eller private koncessionshavere er interesseret i at åbne nye serviceanlæg på de ni placeringer, som Vejdirektoratet lægger op til.

”Hvis markedet vurderer, at der ikke er kundegrundlag, og de derfor ikke vil drive serviceanlæg på placeringerne, så bliver der som udgangspunkt ikke bygget noget”, siger han og fortsætter:

”Er der interesse, så udbyder vi pligt og ret til at etablere og drive en servicestation”.

Markedet dikterer muligheder

Vejdirektoratet lægger op til, at der etableres faciliteter til salg af benzin, diesel, el, gas og brint.

”Vi vil fra Vejdirektoratets side understøtte muligheden for at køre med elbil på motorvejene herhjemme. Derfor håber vi, at de eventuelle nye serviceanlæg også vil rumme ladestandere for elbiler – og det er et af de punkter, som vi vil have særligt fokus på i vores dialog med branchen”, siger trafikdirektør i Vejdirektoratet, Niels Tørsløv.

Drift af cafeteria/familierestaurant og minimarked er også i fokus, men hvad der i givet fald bliver til virkelighed, afhænger af tilbagemeldingerne på markedsdialogen.

En dialog, som Vejdirektoratet ikke alene vil bruge til at afdække de konkrete muligheder på de ni placeringer men også til at få indikation af mulighederne på den øvrige del af motorvejsnettet, lyder det.

De ni placeringer
Der er tale om fire serviceanlæg i Midtjylland (Søby Ø, Søby V, Kalbygaard Skov N og Kalbygaard Skov S), tre i Vendsyssel (Vildmosen Ø, Vildmosen V og Hjallerup Enge V) og to på Sjælland (Springstrup N og Springstrup S).
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11