23948sdkhjf

Anlægsnyt

REGION HOVEDSTADEN

GLADSAXE: I forbindelse med anlæg af letbanen i Ring 3 skal Buddinge Rundkørsel ombygges til et fire-benet kryds. Efter udarbejdelse af dispositionsforslaget, der blev godkendt af Gladsaxe Byråd i sidste måned, har trafiksimulationer af trafikafviklingen i krydset vist, at der vil opstå kapacitetsproblemer. Rådgiver har vurderet, at udformningen af krydset kan optimeres ved at forskyde krydset mod vest. Som en konsekvens af forslagets ændrede arealbehov skal den eksisterende Q8-benzintank totaleksproprieres og det vil fremover ikke være muligt at drive benzintank her.

Forvaltningen anbefaler den nye udformning, der giver en bedre afvikling af biltrafikken, og indstiller til Trafik- og Teknikudvalget, der behandler sagen på mandag, at forslaget for udformningen af krydset Søborg Hovedgade/Buddingevej godkendes.

VANLØSE: Anlæg af cykelstier på Jernbane Alle i Vanløse er blandt punkterne på dagsordenen, når Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune holder møde den 21. september.

For at forbedre forholdene for cyklister på Jernbane Allé og for fodgængere i Vibeke Salicaths Have skal der tages stilling til projektforslag og finansiering af projekter.

Forvaltningens projektforslag indeholder følgende hovedtræk, som skal forbedre forholdene for de cirka 5.500 cykler, der er på et hverdagsdøgn:

Cykelsti fra Grøndals Parkvej til Frode Jakobsens Plads med en bredde på 2,4 meter i begge sider af Jernbane Allé.

Fra Frode Jakobsens Plads til Vanløse Allé cykelstier med en bredde på cirka to meter.

Grussti igennem Vibeke Salicaths Have som erstatning for fortov, der blev nedlagt i forbindelse med busprojektet på Flintholm Station.

Anlægsarbejdet påbegyndes ifølge planerne i juli 2016.

REGION SJÆLLAND

GEDSER: Guldborgsund Kommune har modtaget henvendelse fra det rådgivende ingeniørfirma Moe på vegne af Refa Gedser Fjernvarme A/S om udarbejdelse af lokalplan med henblik på etablering af et solvarmeanlæg i Gedser.

I den forbindelse skal Guldborgsund Byråd på sit møde i morgen tage stilling til et forslag til lokalplan, der kan bane vej for anlægget.

STEVNS: Stevns Kommunalbestyrelse har godkendt Lokalplan 164 for vej og vendeplads ved Store Heddinge Dampvaskeri.

Lokalplan og kommuneplantillæg giver mulighed for, at Store Heddinge Dampvaskeri kan ændre tilkørselsforholdene for virksomheden. Virksomheden bruger i øjeblikket Lindholmsvej som adgangsvej for de lastbiltransporter som kører til og fra virksomheden. Lindholmsvej er samtidig skolevej, og da virksomheden fremover har brug for at større lastbiler på op til 18 tons kan komme til og fra, ønsker man mulighed for at fjerne den tunge trafik fra Lindholmsvej. Derudover forhandles der med Stevns Kommune om køb af et areal, der kan fungere som vendeplads, hvis det tillægges virksomhedens ejendom.

REGION SYDDANMARK

TØNDER: Tønder Kommunalbestyrelse har frigivet penge til projektering af opgravning af Vidå i parkanlægget ved Tønder.

Tønder Kommune ønsker at forbedre den visuelle oplevelse af et frit vandspejl uden væsentlig synlig grøde.

Det er vurderet, at en opgravning af bundsediment og grødens rodnet for en periode vil forhindre/reducere grøde i at vokse op gennem vandspejlet.

Forvaltningen forventer at projektere opgravningen, så åen opgraves i stort set hele sin bredde og til en dybde, så der er cirka én meter vand ved lav vandstand. Det gælder dog ikke langs bredderne, hvor der efterlades fladt skrånende vandløbsbrinker med grøde.

Den mængde sediment, der skal graves op forventes at være i størrelsesorden 10.000 kbm.

REGION NORDJYLLAND

FREDERIKSHAVN: Frederikshavn Byråd skal på sit møde i dag tage stilling til nedrivning af Munkebakkeskolen.

Munkebakkeskolen blev nedlagt ved dannelsen af Nordstjerneskolen, og skolens bygninger er i meget dårlig stand. Bygningerne ligger på på samme matrikel som Nordstjerneskolen, som ønsker at få mere udeareal. Ved en nedrivning af Munkebakkeskolen, vil dette ønske kunne imødekommes. Resten af arealet kan overgå til byudvikling, hedder det i sagsfremstillingen.

Det indstilles til byrådet, at Munkebakkeskolen nedrives i etaper, og at der gives en anlægsbevilling på 6,3 mio. kroner.

FREDERIKSHAVN: Voerså Kraftvarmeværk A.m.b.a. har anmodet Frederikshavn Kommune om en kommunegaranti til et lån ved kommunekredit på 7.875.343 kroner til finansiering af etablering af solvarmeanlæg. Frederikshavn Byråd skal på sit møde i dag beslutte, om anmodningen skal imødekommes.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11