23948sdkhjf

Anlægsnyt

REGION NORDJYLLAND

HJØRRING: Administrationen i Hjørring Kommune har udarbejdet et tillæg til kommuneplanen, som skal udgøre det overordnede plangrundlag for omdannelse af Frederikshavnsvej.

Det er planen, at Frederikshavnsvej, som er Hjørrings hovedindfaldsvej, skal fremstå som en indbydende vej med både en præsentabel vej og med attraktive ejendomme langs vejen.

Kommuneplantillægget er den langsigtede strategi for omdannelse af ejendommene langs Frederikshavnsvej. Kommuneplantillægget indeholder desuden forslag til regulering af bebyggelsens omfang og placering, beplantning og skiltning med henblik på at forskønne området.

Forslaget til kommuneplantillæg er på Hjørring Byråds dagsorden torsdag den 17. september sammen med et forslag til forskønnelse af Frederikshavnsvej i form af forslag til regulering af Frederikshavnsvej med kørebanemidte, omlægning af fortov og cykelsti, ny vejbelysning og beplantning mm.

AALESTRUP: Rådgivningsfirmaet Moe A/S har på vegne af Aalestrup Nørager Energi Fjernvarme A.m.b.a. fremsendt et forslag til etablering af 24.500 kvm solvarmeanlæg på et areal mellem Nordre Ringvej, Himmerlandsstien og Bjergegaardsvej til Vesthimmerlands Kommune, og forslaget er på dagsordenen, når Teknik- og Miljøudvalget holder møde i morgen, onsdag den 16. september.

Forudsat at projektforslaget godkendes politisk ultimo 2015, anfører ansøger en forventet projektering og udførelse af anlæggene i løbet af 2016.

Projektforslaget har været sendt i fire ugers høring hos berørte parter, herunder HMN Naturgas, museet og Rebild Kommune. Ingen af de hørte har haft indsigelser til projektet, men museet har meddelt, at de godt vil have lejlighed til at foretage prøvegravninger i området.

Sagen afgøres i byrådet via Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget

REGION SJÆLLAND

RINGSTED: Omdannelsen af Ringsted Torv er på dagsordenen for Plan- og Boligudvalgets møde den 21. september.

Sagen fremlægges med henblik på at træffe beslutning om, hvorvidt der skal arbejdes videre med de forslag, som Styregruppen for omdannelse af Torvet har foreslået.

Der anmodes endvidere om en anlægsbevilling på 1,5 mio. kroner til udarbejdelse af hovedprojekt på Ringsted Torv og udbud, finansieret af det afsatte rådighedsbeløb til fornyelse af bymidten.

Gehl Architects har udarbejdet et forslag til det fremtidige torv, som var i høring henover sommeren 2014.

Klimatilpasning er en integreret del af torveprojektet. Vandelementet i projektet bruges til at håndtere tag- og overfladevand ved regnvejr, herunder ekstrem regn. Det er Ringsted Forsyning, der er ansvarlig for denne del af projektet.

Torveprojektet lægger op til en omlægning af trafikmønsteret over Torvet, Nørregade og Amtstue Allé. Cowi har gennemført analyser for dagens trafikmønster og parkering, og kommet med anbefalinger til et antal tiltag, der kan reducere den gennemkørende trafik og gøre Torvet og Nørregade til et mere attraktivt byrum for de bløde trafikanter.

I det foreslåede projekt er der lagt op til at etablere et mindre bygningselement på den eksisterende parkeringsplads mellem ”Børsen” og Rådhuset. Hovedformålene med bygningselementet er at skabe opholdsrum med læ, at definere Torvet rumligt som en plads og at skabe mulighed for publikumsrettede funktioner.

Der har været samtaler med fonden Realdania, der er interesseret i at deltage i projektet.

REGION HOVEDSTADEN

BRØNDBY: Brøndby Kommunalbestyrelse skal på sit møde i morgen 16. september blandt andet tage stilling til igangsættelse af udarbejdelse af lokalplan og kommuneplantillæg for etablering af en forplads til letbanestation og dagligvarebutik ved Vallensbækvej/Søndre Ringvej.

I forbindelse med etableringen af letbanestop ved Vallensbækvej skal der etableres en forplads til stationen. Samtidig er der et ønske fra en investor om at muliggøre etablering af en dagligvarebutik i tilknytning til stationen. Herudover foreslås det, at der eventuelt kan etableres bolig og/eller kontor på førstesalen af en eventuel kommende butiksbygning. De ændrede anvendelser forudsætter, at Kommunalbestyrelsen vedtager et tillæg til kommuneplanen samt en ny lokalplan for området.

Det indstilles, at Teknisk Forvaltning indleder lokalplanarbejdet med etablering af stationsforplads og dagligvarebutik med at indkalde ideer og forslag til, hvad Kommunalbestyrelsen skal tillade i området. Hvis høringen giver anledning til væsentlige indsigelser eller der fremkommer nye væsentlige ideer til anvendelsen af området, forelægges sagen Kommunalbestyrelsen på ny, inden Teknisk Forvaltning udarbejder udkastet til lokalplan.

Der skal også etableres letbanestop og en forplads til denne ved Park Allé/Søndre Ringvej på et areal, der i dag anvendes til boligformål. Derfor skal der også her udarbejdes ny lokalplan og kommuneplantillæg. Det indstilles til kommunalbestyrelsen at sige god for, at Teknisk Forvaltning indleder lokalplanarbejdet med etablering af stationsforplads med at indkalde ideer og forslag til, hvad Kommunalbestyrelsen skal tillade i området.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126