DAGENS LEDER: Et sikkert udbud
Det mener Licitationen - Byggeriets Dagblad
For ikke mindst de offentlige bygherrer er begyndt at prioritere og vægte hensynet til arbejdsmiljøet højere, når de udbyder de store byggeprojekter. Og det er et stort skridt fremad. For der kan vel ikke herske nogen tvivl om, at én ulykke på landets byggepladser er én for mange. Men helt undgås kan de desværre ikke.
Senest melder Metroselskabet om et stigende antal ulykker denne sommer på anlæggelsen af Cityringen i København efter en længere periode med et stabilt antal ulykker. Derfor har Metroselskabet som bygherre sammen med hovedentreprenøren CMT sat en række initiativer i gang, som skal nedbringe antallet af ulykker, ligesom Arbejdstilsynet opfordres til at fortsætte sine skærpede tilsyn på metrobyggepladserne.
Arbejdstilsynet spiller naturligt nok en hovedrolle i sikkerhedshedsarbejdet, men forebyggelsen falder selvfølgelig tilbage på virksomhederne, som kan bruge dette fokus i konkurrencen om at vinde udbuddene. Ikke mindst med den kommende udbudslov, der giver de offentlige bygherrer en større mulighed for at prioritere arbejdsmiljøet i licitationerne.
Dermed kan entreprenørvirksomhederne i endnu højere grad begynde at bruge arbejdsmiljøet som et konkurrenceparameter, der kan give en bedre bundlinje.