Otte broer inden for tre kilometer
Der bygges broer som næsten perler på snor for at anlægge den ny højhastighedsjernbane mellem København og Ringsted
Alene på en strækning på blot godt tre kilometer nær Avedøre og Brøndby skal der bygges otte nye broer og en stump tunnel for at få den ny København-Ringsted højhastighedsjernbane ført ud af byen.
Et besøg på byggepladsen kan gøre en helt forpustet. Arbejdet er i gang på hele strækningen, og flere bygværker står snart færdige efter indtil videre halvandet års arbejde.
”Nogle af konstruktionerne ligger meget tæt, så opgaven har været og er udfordrende”, siger Christian Svanholm, der er byggeleder for Banedanmark på entreprisen, der hos Banedanmark alene går under betegnelse TP 10.
Koncentreret byggeperiode
Det er et konsortium bestående af CG Jensen og Barslund, der for Banedanmark udfører arbejdet på strækningen.
Divisionsdirektør hos CG Jensen Christian Levinsen bekræfter gerne, at entreprisen er udfordrende.
”På grund af forsinkelse i designfasen er byggeperioden blevet endnu mere koncentreret end tiltænkt, og der har så at sige været gang i den på flere fronter samtidig. Produktionen har været helt fornuftig med glimrende samarbejde med bygherren”, siger Christian Levinsen, der forventer at aflevere entreprisen i efteråret 2016 helt efter planen.
Tre broer på Vestvolden
Blandt de tætte konstruktioner er to broer, der fører Brøndbyøstervej over dels Holbækmotorvejen dels den ny jernbane. Tidligere var vejen ført under Holbækmotorvejen i tunnel, men med jernbanens dybe placering har det ikke været en mulighed.
Entreprisen består derudover af fra øst mod vest cirka 260 meter cut-and-cover tunnel, der fører jernbanen under Holbækmotorvejen, en passage gennem Vestvolden, en underføring under Motorring 3, en bro til en tilkørselsrampe til Motorring 3 samt en jernbanebro over Brøndbyvestervej.
Alene passagen gennem konseilspræsident Estrups 125 år gamle fæstningsvold - dengang Danmarks hidtil mest omfattende anlægsarbejde - indebærer tre broer; en betonbro, der fører jernbanen over den 16 meter brede fæstningskanal, samt to stålbroer, som sikrer stiforbindelse over jernbanen.
Alle konstruktioner udføres på stedet i beton bortset fra de to stibroer, som bliver stålbroer produceret i Polen.
Motorvej lægges tilbage
Et kendetegn ved entreprisen er, at Holbækmotorvejen på en strækning på cirka 800 meter er forlagt til en ny midlertidig vej, som har givet entreprenørerne en bedre arbejdsplads til et par af broerne og ikke mindst at støbe tunnelen, ligesom det ikke har været nødvendigt med trafikomlægninger undervejs i anlægsperioden.
Arbejdet med netop de to broer, der skal føre Brøndbyøstervej over motorvej og jernbane, og tunnelen er nu så langt, at motorvejen i næste måned kan lægges tilbage til sit normale forløb. Derefter kan der laves tilkørselsramper til broen, så Brøndbyøstervej kan åbne for trafik inden årets udgang.