23948sdkhjf

NordBau fejrer 60 år med fokus på brobyggeri

Royal deltagelse i dansk jubilæum på Nordtysklands største bygge- og anlægsmesse
Prins Joachim har taget turen til Neumünster en times kørsel syd for den dansk-tyske grænse for i dag at deltage i åbningen af den 60. udgave af NordBau.

Nordtysklands største bygge- og anlægsmesse kan nemlig samtidig markere, at der de seneste 40 af årene har været systematiseret og markant dansk deltagelse i messen. Messen løber over fem dage til og med på søndag.

Sammen med Schleswig-Holsteins ministerpræsident, Torsten Albig, byder Prins Joachim i dag messedeltagere og udstillere velkommen til messen. Efterfølgende hilser prinsen på en række af de danske udstillere.

NordBau har så at sige formået at skabe en byggefaglig bro mellem Nordtyskland og Danmark.

Og ganske passende er netop brobyggeri og brorenoveringer årets store tema på NordBau. Messen på og ved Holstenhallen i Neumünster besøges typisk af omkring 75.000 gæster, hvoraf en pæn portion kommer ned over grænsen nordfra. I omegnen af 900 udstillere fra 15 lande viser sig frem på NordBau. Af udenlandske udstillere er Danmark suverænt i flertal.

Halv dansk hal

Totalt har NordBau i år registreret 33 danske udstillere. Østrigske er næststørste gæstenation med kun godt en tredjedel af Danmark, nemlig 12 udstillende firmaer. Derefter følger Holland med 9.

26 af de danske udstillere er med på den danske fællesstand, som optager cirka en halv af de store udstillingshaller. Hertil kommer flere danske firmaer, som repræsenteres af tyske samarbejdspartnere.

Samtidig med at NordBau fejrer 60 års jubilæum og 40 år for dansk deltagelse, kan messen notere alt udsolgt for 14. år i træk.

I takt med, at der over årene løbende er fundet mulighed for udvidelser af messearealerne, er antallet af udstillere fulgt med op. Holstenhallen lægger nu 69.000 kvm udendørs arealer og 20.000 hal-kvadratmeter til NordBau til præsentation af byggematerialer, maskiner, energiteknologi og tilbehør til byggeri og anlæg.

Den nordtyske messe afvikles fast hvert eneste år. Det gør den til Tysklands største messe for entreprenørmaskiner på de år, hvor Verdens største af slagsen, Bauma i München, ikke foregår.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109