23948sdkhjf

Byggeriet er duks når det handler om lærepladser

Af alle brancher er potentialet for flere praktikpladser mindst i bygge og anlæg, viser en statistisk analyse fra Undervisningsministeriet
Bygge- og anlægsbranchen skiller sig ud som klassens absolutte duks, når det handler om at oprette praktikpladser.

Det er konklusionen på en statistisk analyse af praktikpladspotentialet, som Undervisningsministeriet har fået foretaget.

Analysen viser, at bygge og anlæg uden konkurrence er den branche, der har det mindste potentiale for nye praktikpladser. I forhold til antallet af oprettede praktikpladser er potentialet beregnet til 24 procent. Inden for produktions- og transportfagene er potentialet opgjort til 63-65 procent.

”Det er sjældent, man bliver glad for at have det mindste potentiale, men det er der grund til i dette tilfælde. Analysen bekræfter, at branchen er ret god til at oprette praktikpladser. Omvendt er analysen en indikation på de muligheder, der er for at få oprettet flere praktikpladser”, siger Louise Pihl, underdirektør i Dansk Byggeri.

Ifølge analysen er der i bygge og anlæg et potentiale for yderligere 2.400 praktikpladser. På tværs af alle brancher og virksomheder vurderes potentialet til at være på knap 34.000 nye praktikpladser.

Mobilitet er nødvendig

Analysen afdækker, at der i byggebranchen i forhold til det eksisterende antal praktikplads er størst potentiale for praktikpladser i Region Sjælland og mindst i Region Hovedstaden og Region Midtjylland.

”Udbud og efterspørgsel hænger sammen. Hvis der ikke er elever, som søger, så bliver der ikke oprettet praktikpladser. Derfor må vi opfordre de tekniske skoler til at blive bedre til det opsøgende arbejde. Samtidig har jeg forventninger til et projekt med deltagelse af alle tekniske skoler på Sjælland om at få udnyttet praktikpladspotentialet ved de store infrastrukturprojekter øst for Storebælt. Det kræver, at eleverne er mere mobile, og derfor skal der også gøres en indsats for at få elever fra hovedstadsområdet uden praktikplads til at søge udenfor København”, siger Louise Pihl.

På trods af byggebranchens status som topscorer i at oprette lærepladser, er der ifølge den seneste praktikpladsstatistik cirka 2.400 uden den ønskede læreplads i en virksomhed inden for bygge og anlæg. Heraf er 1.800 i skolepraktik, mens de søger en praktikplads i en virksomhed. Hertil skal lægges cirka 600 elektrikerlærlinge uden praktikplads i en virksomhed.

FAKTA
Der er i bygge- og anlægsbranchen et potentiale for yderligere 2.400 praktikpladser. Det svarer til 24 procent af de 10.553 elever, der inden for indgangen bygge og anlæg var i praktik i 2012.
I forhold til det samlede potentiale i de enkelte regioner er det procentuelt største potentiale at finde i Region Sjælland, hvor 11 procent af potentialet findes inden for bygge og anlæg.
I antal er der flest potentielle lærepladser inden for byggeriet i Region Hovedstaden med 647 lærepladser. Det svarer til fem procent af regionens samlede praktikpladspotentiale.
Potentialet i Region Midtjylland er opgjort til 566 pladser, i Nordjylland 225, i Syddanmark 570 og i Region Sjælland 412.
91 procent af elever inden for indgangen bygge og anlæg var i praktik i en bygge- og anlægsvirksomhed.
Kilde: Analyse af praktikpladspotentiale, Undervisningsministeriet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.32