23948sdkhjf

Politisk utilfredshed med anlægsnedskæringer

Hverken De Radikale eller Dansk Folkeparti vil være med til at afvikle igangværende bygge- og anlægsprojekter
Regeringens udmelding om, at der frem mod 2018 skal skæres op mod seks mia. kroner i de offentlige bygge- og anlægsinvesteringer vækker langtfra jubel på Christiansborg.

Det er heller ikke populært, at regeringen som løsning vil udskyde eller helt afvikle allerede igangværende eller planlagte projekter.

Den Radikale transportordfører Andreas Steenberg stiller sig i første omgang kritisk over for hele præmissen om, at der ikke bliver råd til de vedtagne bygge- og anlægsprojekter.

”Vi skal selvfølgelig overholde kravene til, hvor meget gæld vi må stifte, men jeg er skeptisk over for regeringen tal. Jeg vil derfor bede regeringen redegøre for deres udregninger - holder de vand, er vi parate til at diskutere, om vi kan udskyde nogle planlagte projekter. Men vi vil ikke være med til at droppe noget, som vi allerede har vedtaget”, siger han og understreger, at han regner med, at de aftaler, der er vedtaget, står ved magt.

”Man må regne med, at pengene stemmer i Finansministeriet i forhold til de aftaler om større bygge- og anlægsprojekter, som vi har indgået. Min bekymring er at regeringen - der står udenfor en række aftaler - nu vil bruge det her som anledning til at droppe flere projekter. Heldigvis sørgede vi for brede forlig, da vi vedtog mange af projekterne og derfor er der stadig politisk flertal for dem”, siger Andreas Steenberg.

Skru ned for paddehegn

Dansk Folkepartis transportordfører Kim Christiansen, vil heller ikke være med til at standse bygge- og anlægsprojekter, der allerede er i gang.

”Jeg har en klar forventning om, at de projekter, der er vedtaget bliver gennemført. Men jeg vil ikke udelukke, at der kan spares nogle penge på nogle af de planlagte anlægsprojekter. Det kan man for eksempel gøre ved at skrue ned for alle de vanvittige miljøtiltag som eksempelvis støjafskærmning og paddehegn”, siger han.

Venstre-regeringen vil i forbindelse med udspil til finansloven melde ud, hvilke projekter, man ser udskudt eller afviklet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109