23948sdkhjf

En topbelægning til heftig trafik

Arealet rundt om musikkens hus i Aalborg er lagt med en topbelægning, der kombinerer styrken i cement med fleksibiliteten i åben asfalt
Når tusinder af mennesker og køretøjer hvert år skal færdes på vejene og stierne omkring det nye musikhus i Aalborg kræver det sin belægning.

Til det roste projekt ved havnen, der bærer præg af innovativ og nyskabende arkitektur, er der valgt den såkaldte confalt-belægning, som er fugefri og kombinerer den høje styrke i den cementbaserede confaltmørtel med fleksibiliteten i den åbne asfalt. Mørtlen har desuden en kort afbindingstid, der gør belægningen klar efter 12 til 18 timer.

En stram tidsplan

Karl-Richard Lund er salgschef på confaltbelægningen hos producenten Lemminkäinen, og han siger om byggeprocessen:

”Tidsplanen var stram og til tider kritisk, for det var jo ikke standardarbejde. Vi havde nok også selv undervurderet omfanget lidt. Huset har en markant arkitektur og stisystemerne og cykelstierne ved musikhuset, og kollegieboligerne bag det, bærer præg af skæve vinkler og begrænset plads at arbejde på,” siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Heldigvis var vejret med belægningsfolkene, fra første etape i maj til sidste etape, der blev afsluttet lige før sommerferien.

”Normalt er vi jo vant til mere plads og regulære områder, når vi arbejder med erhvervsbygninger, lagerhaller, veje, broer, havne eller p-dæk”, fortæller Karl-Richard Lund.

”Men opgaven med musikhuset var sjov, fordi den flyttede grænsen for, hvad vi troede, vi kunne.”

Måtte sætte vagter ud

Logistisk var belægningsopgaven i Aalborg også krævende, fordi bygningerne var i brug under processen.

”Der ligger også en restaurant, som ikke skulle forstyrres for meget. Blandt andet var vi nødt til at sætte vagter på, for at sikre hærdningen. I starten satte vi bare et hegn, men det blev fjernet, derfor måtte vi have to mand på stedet”, fortæller Karl-Richard Lund.

90 procent af confaltopgaverne er centreret om industrigulve og lagerhaller af forskellig art.

”Vi har også opgaver i lufthavne, containerterminaler og andre steder med høj belastning. Så vi havde udstyret klar, men det sjove ved musikhusopgaven var, at vi blev tvunget til at tænke anderledes”, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.128