23948sdkhjf

Supersygehus udbyder anlægsarbejde for 250 mio.

Universitetssygehus Køge har samtidig prækvalificeret fem teams til byggeledelse
Der er taget et første stort skridt til Region Sjællands kommende supersygehus, Universitetssygehus Køge.

Projektledelsen har netop udbudt den allerførste entreprise, en anlægsentreprise til en anslået værdi af cirka 250 mio. kroner.

Samtidig har man netop prækvalificeret fem rådgiverteams til kontrakten på byggeledelse.

Anlægsentreprisen omfatter byggemodningsarbejder til det samlede byggeri, herunder udgravning af byggegruber og anlæg af både blivende adgangsveje og stianlæg og byggepladsveje og byggepladsarealer samt fjernelse af disse efter arbejdets afslutning. Desuden omfatter entreprisen ledningsarbejder for dræn, vand, spildevand, gas og el samt belysningsanlæg i terræn og bassinanlæg for LAR-løsninger.

Arbejdet skal udføres i perioden 2016-2019 med en optionsmulighed for de resterende anlægsarbejder frem til 2021 i takt med byggeetapernes afslutning.

Projektchef for bygge og anlæg ved sygehusprojektet Lene Stevnhoved oplyser, at man forventer at prækvalificere fem ansøgere og regner med at kunne skrive kontrakt i februar 2016, hvorefter den valgte entreprenør kan gå i gang i april.

Der er ansøgningsfrist 17. september.

Lene Stevnhoved oplyser, at arbejdet med etablering og drift af byggepladsen forventes at blive udbudt i begyndelsen af 2016.

Opdelt i ni etaper og 30 udbud

Sygehusprojektet er samtidig gået ind i den afsluttende fase i udvælgelsen af den rådgiver, der skal fungere som byggeledelse.

Her har man netop blandt seks konditionsmæssige ansøgere prækvalificeret fem teams med Cowi, Grontmij, Moe, Mangor & Nagel samt Orbicon som hovedrådgivere. Her forventes det, at der kan skrives kontrakt inden jul, således at byggeledelsen er på plads, inden de første anlægsarbejder går i gang.

Sygehusbyggeriet bliver opdelt i ni etaper, der giver en bredere kreds af entreprenører mulighed for at byde på opgaverne. Man forventer, at der bliver i alt 30 udbud

Den egentlige byggestart forventes i foråret 2017. Dermed går Universitetssygehus Køge og Hillerød Hospital i gang som de sidste af de ambitiøse sygehusbyggerier med midler fra Kvalitetsfonden.

Sygehusbyggeriet i Køge har en investeringsramme på fire mia. kroner.

FAKTA
Fem teams er prækvalificeret til kontrakten for byggeledelse ved Universitetssygehus Køge:
Cowi A/S med V2C Aps som underrådgiver
Grontmij A/S med H+ Arkitekter samt Cubic Group som underrådgivere
Mangor & Nagel A/S med Lemming & Eriksson som underrådgiver
Moe A/S med Aarhus arkitekterne A/S som underrådgiver
Orbicon A/S med Drees & Sommer Nordic A/S samt Rørbæk og Møller Arkitekter Aps som underrådgivere
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141