23948sdkhjf

Én stand på HL er slet ikke nok

Erenfred Pedersen A/S udstiller to steder på Have & Landskab ’15
Når nu én stand ikke er nok, så må der to til. Det er et omfattende og meget bredt produktprogram Erenfred Pedersen A/S bringer med til Slagelse i slutningen af august. Derfor har firmaet booket to stande til Have & Landskab ’15.

”På den ene stand præsenterer vi vores brede udvalg af maskiner. Alt fra pumper over teleskoplæssere og dumpere til gravemaskiner, mens vi på den anden stand demonstrerer alt værktøj og materiel til anlægsbranchen, brolæggere og kommuner, her i blandt pladevibratorer, afretningsudstyr, lasere og meget mere”, forklarer Julie Aaen Kjelgaard fra Erenfred Pedersen A/S.

Værktøj og lys

I forhold til værktøj og materiel stiller Erenfred Pedersen blandt andet op med et nyt agentur fra amerikanske MarshallTown, der har en over 100-årig historie bag sig som producent og leverandør af værktøj til murer- og betonindustrien.

Derudover stiller de op med Atlas Copco’s seneste kompakte og omkostningseffektive QLB 60 lysmast med LED-lys. Den anvender en speciel optik til at levere høj lysstyrke for forbedret produktivitet på eksempelvis en byggeplads samtidig med, at enheden kun optager begrænset plads.

”De 4 x 350 W LED-lamper på QLB 60 giver bedre lysudbytte, end hvad der typisk kan opnås med 4 x 1000 W metalhalogenlamper. Den nye lysmast er samtidig miljøvenlig, idet den producerer op til 75 procent mindre CO2 end en traditionel lysmast med 4 x 1000 W metalhalogenlamper”, lyder budskabet.

Ny benzinhammer

Fra Atlas Copco præsenteres den nye benzinhammer Cobra PROe, der har en særlig slagmekanisme, som overfører motoreffekten til værktøjsspidsen med et minimalt tab og giver en slagenergi på 60 Joule.

”Den nye nakkestørrelse på 25x108 mm gør desuden Cobra-modellen kortere, lettere og minimerer vibrationerne med op til 10 procent i forhold til tidligere modeller. Ændringerne reducerer samtidig mængden af udstødningsgasser. Benzinhammeren er ideel til brydning, asfaltskæring og pæleboring. Med de 60 Joule på værktøjsspidsen kan den bryde hårde bjergarter og armeret beton”, forklarer Erenfred Pedersen A/S.

Nyt system fra Kobelco

Når det kommer til maskinsortimentet, er Kobelco leveringsdygtig med en nyhed i form af forskellige gravemaskiner med det nyeste iNDr-system. Det er en forkortelse for Noise and Dust Reduction Cooling System, der sikrer et støjniveau på kun 95 dB uden for maskinen.

Det unikke system indeslutter motor- og kølerstøj inde i maskinen og forhindrer støv i at trænge ind. Der er tale om en enkelt kanal, der forbinder indsugnings- og udstødningsportene med motorrummet indkapslet imellem. Maskinen er således udstyret med et forseglet og isoleret kølesystem, der reducerer støjen markant. Også al luft, der kommer ind i systemet, filtreres først, så alle de indvendige maskinkomponenter er beskyttet mod snavs og støv.

Gravemaskinerne er den nyeste generation af motordrevne, hydrauliske gravemaskiner og udviklet med fokus på et lavt brændstofforbrug.

Kobelco SK85MSR-3E er den største gravemaskine, Erenfred Pedersen A/S har med på HL15.

Nyt fra Kramer

Som afslutning er der også en nyhed på H&L; Kramers seneste generation af læssemaskiner, nemlig Kramer 8075 og 8085. Sidstnævnte er blevet udstyret med en miljømotor fra Deutz, der yder 45 kW/61 hk. Kramer 8075 har fået nyt design og ny kabine.

sigh
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.299