23948sdkhjf

Ny grøn skole med facade af solceller

Den nye Copenhagen International School i Københavns Nordhavn får en facade, der producerer energi nok til årsforbruget i 70 parcelhuse
Den nye Copenhagen International School (CIS) i Nordhavnen får en bæredygtig bygningsfacade, der ifølge rådgivningsvirksomheden Niras, kobler innovativ arkitektur med undervisningsprincipper.

Siden januar i år har bygherre, entreprenører og rådgivere arbejdet på højtryk på byggeriet af den nye skole, der er tegnet af C.F. Møller.

Skolens elever og lærere har noget at se frem til, for bygningen kobler moderne arkitektur med bæredygtighed og indretning.

Bygningsfacaden skal således beklædes med 12.000 specialfremstillede solcellepaneler, der vil kunne dække op mod halvdelen af skolens årlige elforbrug.

”Selv cellen er ikke testet til bunds endnu, for eftersom alt er specialudviklet kræver det flere livscyklus-test, ikke bare af cellerne men også af lim, beslag, ophæng og uv-påvirkninger. Der bliver udført ret streg kontrol”, siger projektleder Thomas Kudahl Jensen fra Niras til ArkByg.

Niras har udvalgt et særligt patenteret schweizisk glas og selv cellerne bliver formentlig fra SolarLab, med hvem det ventes at kontrakten bliver underskrevet.

Solcelleanlæggene estimeres til at kunne producere ca. 200 MWh om året, hvilket svarer til årsforbruget i cirka 70 parcelhuse med i gennemsnit tre personer i hver husstand.

En del af designet

Arbejdet med solcellefacaden har været interessant, idet der er udviklet et system og design, som er unikt og en vigtig del af bygningens arkitektur og udtryk.

”Vi har i samarbejde med leverandører udviklet et panel i grønlige nuancer og i en kvadratisk form, som monteres som små pailletter med fire graders forskydning på bygningens facader,” siger projektleder Thomas Kudahl Jensen.

”Og det er i dag muligt at designe sådanne systemer med god økonomi. Jeg er overbevist om, at vi i fremtiden vil se endnu flere solcellesystemer integreret på en smart måde i byggeriet. Desuden kan man lære af det, selv om man bygger i mindre skala. At integrere løsningen i designet er kommet for at blive. Alternativet havde været en anden facadebeklædning, som jo typisk er en stor post, fordi facaden er bygningens ansigt udadtil. Så den er vigtig for både bygherre og arkitekt,” siger Thomas Kudahl Jensen.

Han fortæller, at facaden i det store og hele består af selvrensende teknologi, men at den stadig er følsom overfor mågeklatter.

”Så nogen rengøring bliver der nok tale om”, siger han til ArkByg.

Elever følger produktionen

Solcellefacade bliver et af Danmarks største. Anlægget på det færdige byggeri vil dække et samlet areal på 6.048 kvm, hvilket gør det til et af Danmarks største solcelleanlæg integreret i et byggeri.

Udover at bidrage til skolens grønne profil skal solcellerne også indgå som en fast del af skolens undervisning, så eleverne kan følge energiproduktionen og udnytte data i blandt andet fysik og matematik.

Formålet med solcellerne er således både at sikre et bæredygtigt energiforbrug og give eleverne nogle gode miljøvaner og en bevidsthed om vedvarende energi.

”Vi er stolte over, at vi med byggeriet kan gå foran og vise, hvordan man kan integrere innovativ arkitektur i vores undervisningsprincipper. Målet med skolen er at styrke de studerendes kompetencer i et internationalt miljø, så de bliver kompetente verdensborgere med fokus på bæredygtighed”, siger Brit van Ooijen, formand for bestyrelsen for Copenhagen International School.

Det 25.000 kvadratmeter store byggeri er Københavns hidtil største skole og kommer til at rumme 1.200 elever og 280 ansatte. Skolen står klar i januar 2017.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.238