Udlejer køber verdens største bomlift
GSV/Pitzner har indkøbt en JLG bomlift med en maksimal arbejdshøjde på 58,5 meter. Det er verdens hidtil største bomlift
”Danmarks største udlejningsvirksomhed køber verdens største lift, som Birger Hansen udtrykker det. Foruden kæmpeliften har GSV/Pitzner indtil videre i år også indkøbt otte store JLG bomlifte med en arbejdshøjde på 43 meter. Det er en rigtig stærk udvidelse af flåden. De nye JLG 1350 med en løftehøjde på 43 meter er allerede udlejet, og den nye 58,5 m har vi efterspørgsel efter dels fra industrikunder og dels til større byggeprojekter. Vi forventer, at den vil blive lejet ud på længerevarende lejemål”, siger Birger Hansen, GSV/Pitzner.
”Indkøbet af verdens største lift er et led i strategien om at levere nyt og konkurrencedygtigt materiel, som kan sikre kunderne høj effektivitet i udførelsen af deres arbejde”, siger han videre.
Stor kapacitet
Liften har en maksimal kapacitet i kurven på 453 kg og kan tage hele 226 kg med fuldt udlæg på 24 meter horisontalt eller 58,5 meter lodret. Det er en imponerende stor maskine med tilsvarende markante specifikationer. Liften er en traditionel bomlift, bare større end alle andre med teleskopudskud og en jib arm, der kan dreje 120 grader vertikalt.
”Det er en hurtig lift, der kan række rigtig højt og rigtig langt, hvis man har behov for det, men det er også en lift med meget stor kapacitet, hvis man ikke har behov for den maksimale rækkevidde. Det giver mulighed for at have både materialer og værktøj med sig op i den rummelige kurv”, siger Birger Hansen.
Verdenspremiere
JLG 1850SJ havde verdenspremiere på Bauma messen i München i 2014 og er altså nu klar til levering hos kunder. JLG er verdens førende producent af professionelle lifte i alle typer. GSV/Pitzner har JLG som én af de primære leverandører af lifte lige fra saxlifte og kompakte lifte på bælter til nu verdens største bomlift.