23948sdkhjf

Rudersdal vil være tilgængelig

Offentlige bygninger skal være åbne for alle, mener Rudersdal Kommune, der viser vejen med Nærum Bibliotek, der nu er tilpasset alle, også besøgende med gangbesvær eller kørestolsbrugere
Rudersdal er en af de kommuner, der er langt fremme med at gøre de kommunale bygninger tilgængelige, så alle mennesker, uanset om de har et handicap, sidder i kørestol, er ældre og gangbesværede eller kører med et barn i en barnevogn, ved egen hjælp kan benytte servicetilbud i offentlige bygninger.

Senest har kommunen gennemført en større tilgængelighedsrenovering på en bygning fra 1920, der rummer Nærum Bibliotek og Historisk Arkiv. Gaihede, ingeniører og arkitekter, har i samarbejde med Rudersdal Ejendomme ført det ud i livet.

Biblioteket har selvbetjening, og med en løfteplatform og en ændret indgangsportal kan alle nu uanset nedsat bevægelighed komme ind på biblioteket, hvis de bare har deres sygesikringskort til at åbne døren.

Flere besøger bibliotek og arkiv


Renoveringen har forandret en del. Siden åbningen i januar 2015 ser man nu kørestole, rollatorer og barnevogne på biblioteket, fortæller chef ved Rudersdal Bibliotekerne, Marianne Aastrup.

”Renoveringen har gjort en forskel. Alle har nu mulighed for at komme ind på biblioteket og det historiske arkiv. Det er en stor tilfredsstillelse. Der er nu en bedre tilgængelighed, og det er udført på en måde, så det ikke skæmmer”, siger hun.
Projektleder hos Gaihede, arkitekt maa, Birgitte Maltesen, er også tilfreds med resultatet.

”Renoveringen af Nærum Bibliotek er et godt eksempel på, at det kan lade sig gøre at finde løsninger, der sikrer tilgængeligheden på ældre bygninger og bibeholder bygningens signatur og arkitektur. Mange kan være bekymrede for det. Men det kan altid lade sig gøre, bare der er en tæt dialog mellem bygherre og rådgiver. Det har der netop været i Rudersdal”, siger Birgitte Maltesen fra Gaihede.

For at få plads til løfteplatformen måtte Gaihede lægge trappen om og udvide den eksisterende trappe i granit med ekstra granit fra Bornholm. Ligesom der af hensyn til faldsikkerhed er ændret i formgivningen på det oprindelige smedejernsgelænder. Det betød, at den oprindelige trappes udtryk er bevaret, og liften fremtræder mere diskret.

Matcher Rudersdals politik

Kultur- og Fritidsudvalget i Rudersdal Kommune er tilfreds med løsningen og processen.

”Projektet har ikke været uden udfordringer, men resultatet er blevet fint takket være det gode samarbejde med Gaihede, som har været lydhøre og forstående over for vores ønsker og behov. Og det fungerer i praksis. Vi har forbedret tilgængeligheden til bibliotek og arkiv i Nærum. Sådan skal det være, og det matcher Rudersdals overordnede politik, siger bibliotekschef for Rudersdal Bibliotekerne”, Marianne Aastrup.

Hos Gaihede mener Birgitte Maltesen, at projektet i Nærum er et godt eksempel på de muligheder, der ligger på dette område:
”Tilgængelighed betragtes desværre ofte som en udfordring i en renovering, fordi mange bygherrer synes, det er for umuligt. Det er det ikke. Det kan og bør tænkes ind i alle renoveringer”, siger arkitekt maa, Birgitte Maltesen.

Fakta om tilgængelighed
Der stilles flere krav til tilgængelighed og bygninger i Bygningsreglementet. Der er krav om niveaufri adgang, toiletter, elevatorer og andet. Disse krav skal følges for nybyggeri og de fleste ombygninger. Men det bliver ikke altid gjort.
For at skubbe på har Staten afsat en særlig pulje penge, som offentlige institutioner kan søge i forbindelse med bedre tilgængelighed. Den hedder Energistyrelsens Tilgængelighedspulje. Tilskuddet dækker 25 procent af de samlede udgifter. Rudersdal Kommune har modtaget tilskud fra denne pulje til projektet i Nærum.
Nærum Bibliotek og Historisk Arkiv har til huse i en bygning fra 1920, der er opført i herregårdsstil. For 67 år siden blev ejendommen omdannet til bibliotek. Ejendommen har en særlig høj bevaringsværdi, hvilket betyder, at alle ændringer skal ske i respekt for og samklang med den oprindelige arkitektur.



Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11