23948sdkhjf

Byggepotentiale i store gasforsyningsanlæg til skibe

De nye, skærpede miljøkrav om reduceret forurening fra skibe betyder, at flere færger og andre skibstyper fremover kommer til at sejle på naturgas i stedet for olie. Det betyder behovet for byggeri af anlæg i land, der kan forsyne skibene
I Hirtshals arbejder man med planer om at bygge et såkaldt LNG-anlæg, der kan forsyne skibstrafikken med flydende gas. Den flydende gas, forkortet kaldet LNG, fremstilles ved at nedfryse naturgas til minus 161 grader, hvorved gassen bliver flydende.

Det vil kræve et anlæg til omkring 200-250 millioner kroner. Der er tale om en foreløbig aftale - et såkaldt letter of intent - der betyder, at parterne har afsat de første midler og arbejder hen mod en endelig aftale om opførelse af anlægget. Bag aftalen står HMN Gashandel A/S, rederiet Fjord Line A/S og Hirtshals Havn.

HMN Gashandel A/S er et datterselskab i den kommunalt ejede HMN Naturgas-koncern, som er Danmarks største naturgasselskab.

”I Norge producerer de selv flydende naturgas, og nu får vi også det herhjemme. I Danmark har vi et vidt udbredt naturgasnet. Vi kan tappe den luftformige gas direkte fra nettet og lave den om til flydende naturgas ved at køle den ned. Det virker jo lidt absurd, at vi skal importere det fra udlandet, når vi selv kan producere flydende naturgas af gas ude fra Nordsøen”, siger Henrik Iversen, vicedirektør i HMN Gashandel A/S.

”Som det er nu, kan Danmark gå glip af indtægter fra udenlandske gasskibe, som sejler gennem de danske farvande”, tilføjer Henrik Iversen.
Det nye anlæg på Hirtshals Havn skal i første omgang producere flydende naturgas til de gasdrevne cruisefærger, som rederiet Fjord Line har indsat på ruterne mellem Hirtshals og Stavanger, Bergen samt mellem Hirtshals og Langesund. Men også andre skibe kan gøre brug af gassen.

I Hirtshals arbejder man med et bruttoareal på 15.000 kvadratmeter, der skal udlægges til formålet. Heraf skal der formentligt bebygges omkring 3.000 kvadratmeter til selve anlægget. Det består dels af selve fryseenheden samt lagerkapacitet og tankanlæg.

”Der vil formentligt være plads til omkring fem anlæg i Danmark. Behovet for omstillingen i skibsfarten er tiltagende, fordi vi allerede nu kan konkurrere med dieselolien. Vi kan dog ikke konkurrere med den tungere bunkerolie, men da den sviner meget mere, er der en stor gevinst ved at omstille til LNG”, forklarer han.

Det er ifølge Henrik Iversen bekosteligt at omstille traditionelle skibsmotorer til LNG. Så det er fremtidens nye skibe, der bestilles med gasturbiner og -motorer, bygget til LNG, der er grundlag for at man nu vil etablere det første anlæg i Danmark.

Et enkelt dansk firma kan levere den nødvendige teknologi, mens flere udenlandske firmaer også kan. Men selve byggeriet er der ikke speciel knowhow omkring. Planen er at der nu skal laves en VVM-undersøgelse, og man regner optimistisk set med, at det første anlæg kan stå færdigt med udgangen af 2017.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.104