Byggenyt
AALBORG: Himmerland Boligforening kan nu tage fat på sit næste store fornyelsesprojekt i det østlige Aalborg: Området omkring Tornhøjgaard, skriver boligforeningen i en pressemeddelelse.
Boligforeningen har i en længere periode været i fuld gang med renovering af store dele af deres byggeri i det østlige Aalborg. Aktuelt arbejdes der med at få Tambosundvej klar til november i år, og der venter endnu nogle renoveringsprojekter i de kommende år.
Men nu vil boligforeningen supplere renoveringerne med nybyggeri. Boligforeningen har for nylig købt Tornhøjgaard - den sidste tilbageværende gård i Nørre Tranders - med omkringliggende jorder, hvilket giver mulighed for at opføre flere byggerier, der skal bidrage væsentligt til udvidelse og opgradering af området, ikke mindst omkring det eksisterende Tornhøjcenter.
Byggeplanerne omfatter en ekstra dagligvareforretning, en mindre bypark, et botilbud med 32 plejeboliger for handicappede, ungdomsboliger, almene familieboliger og et mindre antal ejerboliger, fortæller boligforeningens direktør Ole Nielsen.
Det er Ole Nielsens forventning, at de første byggearbejder til det nye bydelscenter vil gå i gang i midten af 2016.
REGION MIDTJYLLAND
GØDVAD: Plan-, Miljø- og Klimaudvalget i Silkeborg Kommune har godkendt et lokalplanforslag for et erhvervsområde ved Kejlstrupvej/Stagehøjvej i Gødvad. Lokalplanen, der er udarbejdet på baggrund af et projekt, som Aarstiderne Arkitekter står bag, giver blandt andet mulighed for opførelse af kontorbyggeri i tre-tolv etager syd for Lillehøjvej og for etablering af butikker til særligt pladskrævende varegrupper.
REGION SYDDANMARK
VEJEN: Vejen Byråd har besluttet at indrette det tidligere plejehjem til midlertidige boliger til flygtninge.
Herefter kan der indhentes tilbud på arbejdet med at indrette fløj E og fløj A til boliger, og så skal håndværkerne i gang senere på sommeren.
Det er tidligere af Vejen Byråd blevet besluttet, at Egely skal rives ned, og de penge, der er afsat til nedrivningen vil nu i stedet bliver brugt til klargøring af de midlertidige flygtningeboliger.
Det er planen, at der skal indrettes boliger for op til 48 flygtninge, hvormed cirka 2.830 kvm af ejendommens areal på 4.763 kvm benyttes.
Overslaget for indretning af Egely til i alt 48 midlertidige boliger lyder på 2.700.000 kroner. Overslaget omfatter udgifter til den nødvendige renovering af bolig- og gangarealer inklusiv en renovering af de tekniske installationer, opsætning af et lille køleskab i hvert tekøkken, indretning af i alt tre fælleskøkkener og tre fællesvaskerier, løsning af de brandtekniske forhold, nyt nøglesystem, udskiftning af automatikken til døråbneren i det store indgangsparti, hovedrengøring og fjernelse af de eksisterende legepladser.
VEJEN: Rådhuset i Vejen er utidssvarende, og derfor har byrådet vedtaget, at der skal ske en omfattende renovering og udvidelse, så der skabes plads til Teknik & Miljø og Borgerservice, som i øjeblikket har til huse i Holsted og Vestergade i Vejen.
Ønsket er desuden at skabe et byggeri, hvor borgerne har deres naturlige gang og derfor bliver Borgerservice også en del af det nye rådhus. En manøvre som desuden bliver en del af effektiviserings-gevinsterne, fordi Vejen Kommune så kan opsige et eksternt lejemål på Vestergade.
ST. ANDST: Vejen Byråd har vedtaget Lokalplan 272 - Boligområde Sølykke, St. Andst endeligt.
Formålet med lokalplanen er at skabe det planlægningsmæssige grundlag for at kunne udstykke tre parcelhusgrunde og at skabe en sammenhængende planlægning for den kommende bebyggelse, så de nye huse indpasses i harmoni med den øvrige bebyggelse.
REGION SJÆLLAND
STENLILLE: Sorø Byråd har godkendt et forslag til lokalplan og kommuneplantillæg, der muliggør opførelse af en ny dagligvarebutik ved Fredensvej i Stenlille.
Forslaget er udarbejdet af Geopartner Landinspektører A/S for Amstrup & Baggesen Entreprise A/S i samarbejde med kommunens Fagcenter Teknik, Miljø og Drift.
Det maksimale bruttoetageareal til butiksformål, der kan etableres inden for lokalplanområdet, er 1.000 kvm. Herudover giver lokalplanen mulighed for at opføre 200 kvm personalefaciliteter til hver butik, så som toilet og pauserum.
Inden for lokalplanområdet ligger i dag to erhvervsbygninger, nemlig ”Stenlille Automobiler” og ”Autogården”, som har et samlet bygningsareal på 540 kvm. Bebyggelsen har ingen bevaringsværdi og vil blive nedrevet i forbindelse med realiseringen af lokalplanen.
NYKØBING: Odsherred Byråd har besluttet at give bud på ejendommen Algade 36 i Nykøbing Sjælland, som tidligere har rummet en dagligvarebutik, med henblik på etablering af teater i bygningen.
Det er Odsherred Teater, som i næsten 20 år haft hjemsted i Annebergparken 22, Nykøbing Sjælland, der ønsker at flytte ind i ejendommen og blive et byteater i Nykøbings gågade. Odsherred Teater har accepteret at rykke ind i bygningen, som den er, dog med de mest nødvendige beredskabsmæssige og sikkerhedsmæssige samt andre nødvendige tiltag.
Odsherred Teater ønsker at udarbejde et egentlig renoverings- og ombygningsprojekt med henblik at rejse kapital gennem fundraising. Odsherred Teater vurderer, at der er behov for små 30 mio. kroner til renovering af ejendommen.
REGION HOVEDSTADEN
GLOSTRUP: Glostrup Kommunalbestyrelse har sagt god for en anlægsbevilling på 1.920.000 kroner til etablering af omklædning på kommunens tre ældrecentre.
Der skal etableres bade- og omklædningsforhold på ældrecentrene i forbindelse med indførelse af personalebeklædning indenfor ældreområdet.