Aarsleff og Jorton skal bygge landskabsbroer
Vejdirektoratet har skrevet kontrakt på to landskabsbroer på Holstebromotorvejen
Vejdirektoratet har netop indgået kontrakter med de to entreprenører på to store landskabsbroer, der skal giver dyrelivet en sikker passage under motorvejen og generelt sørge for, at dyr og natur generes så lidt som muligt.
Aarsleff har skrevet kontrakt på cirka 80 mio. kroner på den cirka 225 meter lange bro ved Tvis Å, mens Jorton for cirka 90 mio. kroner skal bygge den 290 meter lange bro ved Storå og broen ved Hodsagervej.
”Det er to markante byggerier, som vi nu har fundet entreprenører til. Broerne er rigtigt godt eksempel på de hensyn, som vi tager til omgivelserne, når Vejdirektoratet bygger en motorvej”, siger projektleder Janie Winther Ipsen fra Vejdirektoratet.
”Broerne giver på den lange bane dyrelivet og naturen mulighed for at leve så uforstyrret som muligt, når vejen er færdig. Men vi stiller også store krav til selve byggeriet af broerne, hvor entreprenørerne skal tage hensyn, når de bygger,” siger hun.
Broerne har været udbudt som totalentrepriser, og det betyder, at entreprenøren selv skal stå for den endelige projektering af broerne. Samtidig skal de etablere byggepladserne ved brostederne, så den første tid går med det arbejde.
Mange hensyn
Det åbne landskab omkring Storå betyder, at en bro vil blive meget synlig i landskabet. Derfor har selve den æstetiske udformning af broen været vigtig for Vejdirektoratet i valg af entreprenør.
Det valgte forslag ved Storå er derfor en todelt betonbro, der tillader ekstra lys at komme ned i ådalen, hvilket giver gode forhold for plante- og dyrelivet omkring åen. Broen har et let udtryk med et særligt slankt brodæk og runde søjler placeret dybt inde under hver brobane, hvilket får broen til at fremstå som lette linjer i landskabet, der lader Holstebromotorvejen svæve udover ådalen.
Tvis Å skal bygges henover et meget følsomt og værdifuldt naturområde med mange dyr og planter. Her er blandt andet en særlig værdifuld en eng med orkideer. Midt i området findes også en såkaldt hængesæk, som er et flydende plantedække af sammenfiltrede rødder på et tørvelag af flere meters tykkelse. Entreprenøren skal tage særlige hensyn til hængesækken under byggeriet.