23948sdkhjf

Byggesagkyndige i fusion

Bygnings- og energikonsulenter styrker sig til en fremtid, hvor uafhængighed er afgørende og værdiskabelse om energispørgsmål vægter højt
To organisationer for bygningssagkyndige og energikonsulenter indgår fornuftsægteskab.

Danske Bygningskonsulenter og Fube, der står for Frie og Uafhængige Byggesagkyndige og Energikonsulenter, har sagt ja til at indlede en proces frem mod sammenslutning, der før sommerferien skal munde ud i dannelse af en ny bestyrelse.

Beslutningen er truffet, fordi de to kæmper om medlemmer og indflydelse.

”Danske Bygningskonsulenters medlemmer ligner vores og har grundlæggende de samme interesser. Derfor er jeg sikker på, at vi i fællesskab kan nå meget mere, end når vi er to foreninger. Jeg har oplevet en efterspørgsel blandt mine medlemmer efter et tættere samarbejde i branchen”, siger Hans-Erik Bønnelykke, formand for Fube.

”Som markedet ser ud nu, er det delt op. 80 procent går nu forsikringsselskabernes ærinder, efter at ejendomsmæglerne fra 2006 ikke måtte bestille en konsulent, mens kun 20 procent er uafhængige. Det bør der gøres noget ved, og jeg vil kæmpe for, at bestillingsreglerne bliver lavet om”, siger Hans-Erik Bønnelykke til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Han går ind for en mere forpligtende model, der betyder, at en huskøber med en tilstandsrappport i hånden kan få besøg af den bygningskyndige og få gennemgået for eksempel besparelsespotentialer.

Få mere ud af krudtet

Også Danske Bygningskonsulenter ønsker et tættere samarbejde med Fube.

”Forskellene på de to foreninger er meget mindre end lighederne, så det er oplagt at få mere ud af krudtet”, siger Tommy Glindvad, formand for Danske Bygningskonsulenter, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Nu venter opgave med at finde den rigtige model for den fremtidige forening, så alle medlemmer fra begge foreninger kan se sig godt repræsenteret.

”Derfor er vi i dialog med sektioner af branchen, der ikke kun er huseftersyn og energimærkning. Det handler om at samle de små og lidt snævre fagområder, fordi området for energirenovering kommer til at fylde mere de kommende år. Ingen må føle sig kørt ud på et sidespor”, siger Tommy Glindvad til Licitationen.

Når fusionen formentlig før sommerferien er på plads, handler det om at være mere synlige.

”Vi skal ikke mindst levere flere og bedre tilbud til medlemmerne, end de to foreninger kan hver især, håber Tommy Glindvad.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11