23948sdkhjf

Grøn Fagmesse fylder 10 år

Fokus på klimaændringer og kemi-fri ukrudtsbekæmpelse på årets udstilling
Det bliver med Jammerbugt Kommunes borgmester, Mogens Gade, til at holde åbningstalen, når Grøn Fagmesse på gartnerskolen Sandmoseskolen holder 10 års jubilæum torsdag den 11. juni. Den nordjyske fagmesse for den grønne sektor runder det lille jubilæum to en halv måned, før den store Have & Landskab byder sig til i Slagelse. Og begge messer har det fremdeles udmærket.

”Have & Landskab tager sig af deres, og vi tager os af vores. Vi har fundet en flot form, og vi er ydmyge over for vore udstillere. De er til gengæld trofaste over for Grøn Fagmesse, og det er jo importørerne af de store og kendte maskinmærker, der stiller op med deres bedste grej”, konstaterer Annie Sønderby. Hun er virksomhedskonsulent hos AMU Nordjylland, som Sandmoseskolen er en del af.

Grøn Fagmesse har skruet et ganske omfattende program sammen til messedagen. Fokus kommer helt klart til at ligge på klimaændringer og ukrudtsbekæmpelse uden anvendelse af pesticider.

Regnvand og ukrudt

”Tingene har det jo med at udvikle sig i processen, og det har givet det hidtil måske største program, foruden naturligvis udstillernes præsentation af de mange maskiner. Klimaændringerne gør det aktuelt at beskæftige sig seriøst med LAR – lokal afledning af regnvand. Her vil Dansand dele ud af firmaets erfaringer. Både NCC Roads og IBF vil fortælle om permeable belægninger, som tillader regnvandet at trænge ned i stedet for at ophobes”, fortæller Annie Sønderby.

Ikke færre end fem af udstillerne er klar til at gøre kål på ukrudtet helt uden eller med kun ganske lidt anvendelse af kemi. NCC demonstrerer Spuma, hvor varmt vand og isolerende skum dækker ukrudtet og sørger for, at det udtørrer og visner bort. Brøns Maskinforretning præsenterer det computerstyrede sprøjtesystem Weed-IT, som nedsætter forbruget af pesticider med op til 80 procent. Den sydvestlige maskinforretning tager også ECOstyle med til grøn bekæmpelse af uønskede grønne gevækster.

Firmaet Zacho vælger at blanchere ukrudtet med varm luft, og Svenningsens kommer med maskineri fra norske Heat-weed, som bekæmper ukrudtet med 98 grader varmt vand.

Eldrift og pølser

”Grøn Fagmesse 2015 bliver med stort fokus på klima og miljø. Vi byder blandt andet også på en demonstration af forskellige batteridrevne maskiner, hvor udstillingens gæster selv får lejlighed til at prøve grejet”, siger Annie Sønderby.

”I alle 10 år har vi satset på at få en rar og hyggelig dag, men med topprioritering af det faglige. Det gør vi også i år. Vi lader messen udvikle sig løbende, men bevarer samtidig nogle af de faste elementer, som vi véd, at gæsterne sætter pris på. Derfor bliver der både gratis pølser fra grillen og græsklipningskonkurrence, hvor maskinfirmaerne dyster i at opnå det bedste resultat”, lover Annie Sønderby.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.135