23948sdkhjf

Anlægsnyt

REGION HOVEDSTADEN

FREDERIKSBERG: By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune godkendt et forslag til Springvand ved Malthe Bruuns Vej og Finsensvej-Nordre Fasanvej.

Der er i budget for 2015 afsat et beløb på 4.400.000 kroner til anlæg af trafikstyrede springvand på pladsen ved Malthe Bruuns Vej – nord for Lindevangsparken og pladsen ved Finsensvej og Nordre Fasanvej. Etableringen af springvandene sker på baggrund af donation fra R98-Fonden.

De to projekter er nu klar til udførsel og forventes færdige til indvielse i sensommeren 2015.

I 2013 blev parkanlægget ved Malthe Bruuns Vej renoveret ved etablering af en åben plads der sammen med den nordlige del af Lindevangsparken danner et nyt sammenhængende byrum på tværs af Finsensvej. Pladsen ligger tæt på det trafikerede vejkryds Finsensvej og Dalgas Boulevard og for at danne en lydkulisse mod trafikstøjen er det besluttet at etablere et trafikstyret vandanlæg på pladsen ud mod Finsensvej.

Pladsdannelsen på hjørnet af Finsensvej og Nordre Fasanvej, der blev renoveret i 2009, ligger direkte ud til et af områdets trafikerede vejkryds. For at skærme pladsen mod trafikstøjen er det besluttet at etablere et trafikstyret vandanlæg på pladsen.

FREDERIKSBERG: By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune har frigivet en anlægsbevilling på én mio. kroner til projektering af cykelbaner på Grundtvigsvej.

Ved budget vedtagelsen for 2015 blev der afsat fem mio. kroner til etablering af cykelbaner på Grundtvigsvej.

KØBENHAVN: Hofor har søgt Københavns Kommune om godkendelse af et projektforslag for fjernvarmeforsyning af Kvarteret ved Bella Center og om godkendelse af et projektforslag for fjernvarmeforsyning af Artillerivej Syd.

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til begge ansøgninger på mandag.

KØBENHAVN: Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune skal på sit møde den 8. juni tage stilling til en indstilling om at frigive en anlægsbevilling på 4,9 mio. kroner til at forbedre faciliteterne og opholdsmulighederne på Litauens Plads i 2015.

Litauens Plads er i dag en indhegnet asfalteret plads på det centrale Vesterbro. Litauens Plads indgår i et LAR-projekt, hvor overfladevand afledes til et nedsivningsanlæg i lommeparken ved pladsen. Med frigivelsen af anlægsbevillingen etableres Litauens Plads som et multifunktionelt byrum med plads til mange forskellige aktiviteter, boldspil, ophold og leg.

Pladsen bliver zoneopdelt, hvor cirka en tredjedel af pladsen vil bestå af en nedsænket boldbane og et afskærmende hegn ud mod vejene. Den resterende del af pladsen vil kunne rumme forskellige former for ophold, leg og aktiviteter.

REGION SJÆLLAND

RØRVIG: Odsherred Byråd har givet en ekstraordinær anlægsbevilling på godt en mio. kroner, som lånefinansieres, til renovering af moler, legeplads, fjernelse af den gamle pier og øvrige anlægs- og renoveringsopgaver på Rørvig Havn.

Udgifterne beløber sig i alt til 3,3 mio. kroner, og der var afsat 2.225.000 kroner til opgaven.

REGION SYDDANMARK

KOLDING: Teknikudvalget i Kolding Kommune har godkendt en ansøgning om en anlægsbevilling til Kolding­egnens Lufthavn.

Bevillingen skal bruges til at foretage en nødvendig renovering af belægningerne i lufthavnen og til en forlængelse af asfaltbanen.

Den ansøgte anlægsbevilling er i overensstemmelse med det på investeringsoversigten for 2015 optagne rådighedsbeløb.

Sagen skal også behandles i Byrådet.

ASSENS: Der er sat navn på det arkitektfirma, som skal gentænke læmolen i Assens og skabe et rekreativt forløb fra molefyret til molehovedet. Vinderen blev Schul Landskabsarkitekter ApS.

Siden midten af april, har interesserede arkitektvirksomheder haft mulighed for at sammensætte et team og byde ind på opgaven. Der har været stor interesse for at byde ind, og ud af i alt otte kvalificerede bud, blev det altså Schul, der snart kan skrive læmolen i Assens på deres CV.

Schul samarbejder med Orbicon om projektet, og teamet har nu resten af året til at projektere og udbyde anlægsentreprisen, så det første spadestik kan tages i starten af 2016.

Projektet 360º Havn og Bælt handler om at skabe en attraktiv oplevelse ved at gentænke læmolen og etablere adgang til og opholdsmulighed på molehovedet i Assens.

Projektet er støttet af Realdania, som led i kampagnen Stedet Tæller. Projektet har et samlet budget på 4,7 mio. kroner.

Projektoplægget er udviklet i samarbejde med Søsportscenterets foreninger, Ejerforeningen Assens Strand, Assens Marina og Assens Havn og tegnet af arkitektfirmaet Hasløv og Kjærsgaard.

REGION MIDTJYLLAND

AARHUS: Aarhus Kommune har bedt Grontmij A/S om at gennemføre en analyse af en eventuel ny placering af Aarhus Lufthavn i Aarhus-området/Østjylland.

Aarhus Kommunes Økonomiudvalg inviterer til et åbent høringsmøde på rådhuset tirsdag 9. juni om en eventuel flytning af Aarhus Lufthavn.

Når den åbne del af mødet er forbi, vil Økonomiudvalget drøfte de forskellige input, inden sagen igen går videre til den endelige behandling i byrådet den 17. juni.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094