23948sdkhjf

Selvkørende biler kan få betydning for infrastruktur og byplanlægning

Dansk Vejforening følger spændt udviklingen på markedet med selvkørende biler og satte emnet på dagsordenen på foreningens årsmøde i sidste uge
Hvilken betydning får selvkørende biler for byplanlægningen og infrastrukturen i Danmark?

De spørgsmål var blandt andet på dagsordenen til Dansk Vejforenings årsmøde i sidste uge.

Her blev både de mulige positive gevinster og de negative aspekter ved teknologien diskuteret i forskellige oplæg, og der blev budt flittigt ind med kommentarer og spørgsmål fra de godt 25 fremmødte.

Jens Peder Kristensen fra konsulentfirmaet KeyResearch, der har til formål at rådgive om anvendelse af informationsteknologi inden for transportsektoren, pegede blandt andet på, at især job i transportbranchen risikerer at blive overflødige med de selvkørende biler, og at bilernes mulighed for blandt andet selvparkering, kan skabe behov for en anden byplanlægning end den, der præger byerne i dag.

Muligheden for at reducere antallet af ulykker blev også berørt, og samtidigt blev der lagt op til etiske diskussioner om, hvem der er ansvarlig for en eventuel ulykke, hvis en selvkørende bil er på tale.

Spændende udvikling

Mange af de samme pointer blev også nævnt i oplægget fra Vejdirektoratet, der i sidste øjeblik skiftede ud på oplægsholderposten, så det i stedet for trafikdirektør Niels Tørslev blev specialkonsulent Bo Ekman, der førte ordet.

Han kom blandt andet ind på muligheden for en bedre fremkommelighed og færre forsinkelser som følge af de selvkørende biler, men pegede også på udfordringer i form af blandt andet hacking, der kan få alvorlige konsekvenser for trafiksikkerheden, og kommenterede på, at det kan være en udfordring, at bilteknologien bliver til i lande med anderledes skiltning og køreretning end den danske.

”Der er et potentiale for rigtig mange gode ting, men vi skal sikre os, at vi også kan komme derhen”, sagde han blandt andet og fortsatte:

”Det er et område, der bliver rigtig spændende at følge”.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125