23948sdkhjf

Velfærdsmilliarder skal også gå til erhvervslivet

Regeringen vil bruge 39 mia. kroner på velfærd. En del af dem skal gå til vækst og bedre vilkår for virksomhederne
I et politisk oplæg, der rækker ud over næste valgperiode vil regeringen bruge 39 mia. kroner på velfærd frem mod 2020.

Oplægget, der bærer navnet ”Danmark på sikker vej - plan for et stærkere fællesskab” blev i går præsenteret af statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) på et pressemøde.

Ud over ekstra penge til sundhed, ældre og daginstitutioner skal milliarderne bruges på vækst, grøn omstilling og uforudsete udgifter. En del af pengene vil regeringen finde ved at lade det offentlige forbrug stige med 0,6 procent om året. Det giver ifølge regeringen tre milliarder kroner ekstra om året frem mod 2020.

”Vi har haft vækst i halvandet år i træk. Familiernes optimisme er det højeste i ni år. I dag kan vi sige meget klart, at Danmark er ude af krisen. Vi er kommet igennem de sværeste år og Danmark er nu igen på sikker vej. Det har krævet hårdt arbejde og derfor er det også nu, vi skal holde fast”, sagde Helle Thorning-Schmidt, da hun præsenterede planen.

Mia. på vedvarende energi

Af de 39 mia. kroner vil regeringen bruge fem mia. kroner på mere og bedre uddannelse og styrket efteruddannelse. Fire mia. kroner skal bruges på forskning, bedre vilkår for virksomhederne, grøn omstilling og vedvarende energi.

”Vi har gjort meget for at styrke virksomhederne vilkår - blandt andet med flere vækstpakker, som har været med til at skabe vækst og gode arbejdspladser i Danmark. I de kommende år er der udsigt til yderligere fremgang, til mere vækst og endnu flere job”, sagde statsministeren.

Hvor Venstre hurtigt var ude og kritisere regeringen for ”at love igen”, så var SF’s formand Pia Olsen Dyhr anderledes positiv overfor velfærdsoplægget.

”Det er rigtig godt, at regeringen nu sætter adresse på, hvor velfærden skal styrkes de kommende år. Det er jo præcis forskellen på Venstres nulvækst og så det råderum, vi sammen med regeringen møjsommeligt har skrabet sammen under krisen”, siger hun.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094