Flere penge til supercykelstier
Regeringen har sammen med DF, SF og Enhedslisten taget endnu et vigtigt skridt for at sikre et miljørigtigt, effektivt og dynamisk transportsystem i Danmark. Partierne er blevet enige om at udmønte 253 millioner kroner, der både skal sikre nye supercykelstier i hele landet, styrke den kollektive trafik i yderområderne og øge busfremkommelighed i de største byer.
Med aftale er der fundet penge til at styrke cyklismen i Danmark. Forligskredsen giver blandt andet tilskud til nye supercykelstier både i Jylland og på Sjælland og Fyn. De seneste tal viser, at danskerne cykler mere, end vi har gjort i tyve år, og det er den positive udvikling, som forligskredsen ønsker at fastholde.