23948sdkhjf

Ingen metode kan vurdere, hvornår OPP betaler sig

Det beror på en konkret vurdering i hvert enkelt projekt, om det for det offentlige kan betale sig at udbyde byggeprojekter som offentlig-privat partnerskab
Det er ikke muligt at opstille en metode til generelt at vurdere, hvornår det er økonomisk fordelagtigt for det offentlige at vælge at udbyde bygge- og anlægsprojekter som OPP - offentlig-privat partnerskab.

Det er konklusionen i en analyse om, hvornår det er økonomisk fordelagtigt at anvende OPP til løsning af offentlige bygge- og anlægsprojekter.

Analysen er udarbejdet af en tværministeriel arbejdsgruppe på baggrund af et ønske fra regeringen om at styrke vidensgrundlaget om, hvornår offentlige bygge- og anlægsprojekter ud fra et totaløkonomisk perspektiv er særligt egnede eller uegnede til OPP.

Analysen, der netop er offentliggjort af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, er baseret på en række interviews med videnpersoner og organisationer på OPP-området i både Danmark og udlandet. Analysen peger på flere forhold, der er afgørende for, hvornår OPP kan være økonomisk fordelagtigt, blandt andet projektets størrelse, finansiering, risikodeling og konkurrenceforhold, men som nævnt kan der ikke drages en generel konklusion om, hvornår OPP er økonomisk fordelagtigt. Det beror på en konkret vurdering fra projekt til projekt.

Arbejdsgruppen har udviklet et værktøj med 13 overvejelser, som offentlige ordregivere kan gøre sig, når de overvejer at organisere et projekt som OPP.

30 OPP-projekter siden 2005

Indtil udgangen af 2014 er der i Danmark udbudt 30 projekter som OPP.

Det første danske OPP-projekt var Vildbjerg Skole i Herning, hvor der blev indgået kontrakt i 2005. I alt er fem folkeskoler udbudt som OPP. Skolerne har ifølge analysen kontraktværdier i intervallet 300-400 mio. kroner og driftsfaser på 25-30 år.

Desuden har kommuner udbudt svømmehaller, en daginstitution, et plejecenter, en idrætshal og et byarkiv som OPP-projekt. I alt er 11 kommunale byggerier udbudt som OPP.

12 projekter er udbudt af staten, heraf de 11 af Bygningsstyrelsen. Der er tale om en række politi- og retsbygninger, Rigsarkivet og Landsarkivet i Viborg. Vejdirektoratet har udbudt det hidtil eneste anlægsprojekt, motorvejen mellem Kliplev og Sønderborg.

Syv af projekterne er udbudt af regionerne. Region Midtjylland har således udbudt fire parkeringshuse i forbindelse med sygehuse. Derudover er tre sygehusafdelinger i tre forskellige regioner udbudt som OPP. Af de 30 OPP-projekter er der skrevet kontrakt på de otte i 2014. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har kendskab til yderligere 10 projekter, som forventes udbudt som OPP.
Læs mere om: OPP
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112