23948sdkhjf

Anlægsnyt

REGION SJÆLLAND

HOLBÆK: Økonomiudvalget i Holbæk Kommune bliver på sit møde den 6. maj bedt om at godkende Lejerbos projekt ”Plads til alle - en port mellem by og fælled” overfor Landsbyggefonden.

Landsbyggefonden kan yde tilskud til infrastrukturændringer, der gennemføres i ghettoområder, og har i Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter fået godkendt, at der ydes et tilskud på 6.211.000 kroner til Lejerbos projekt.

Før Landsbyggefonden endeligt godkender projektet og tilskuddet, skal byrådet godkende skema A for projektet.

Lejerbo har med succes gennemført en fysisk renovering af afdeling 166-0 Agervang/Engvang. I fortsættelse heraf har Lejerbo udarbejdet et projekt med infrastrukturændringer, som åbner muligheden for at knytte Fælledens og boligområdets grønne infrastrukturer sammen. I krydsningsfeltet, hvor stierne mødes, vil Lejerbo etablere en række aktiviteter for mennesker i alle aldre. Aktiviteterne vil både føje sig til boligområdernes eksisterende aktivitetssti og fælledens kommende nye tiltag. Pladsens aktiviteter er: boldbane, parkour, skate, ophold, legeplads, festplads og scene.

REGION SYDDANMARK

KERTEMINDE: Trafik og Anlæg i Kerteminde Kommune har udarbejdet et skitseprojekt for etablering af ny cykelsti langs Kertemindevejen/Odensevej mellem Mejerivejen og Nymarken, og forleden besluttede Kerteminde Byråd, at der iværksættes ekspropriation til etablering af cykelstien. Samtidig frigav byrådet de afsatte godt tre mio. kroner til projektet.

Der skal anlægges cirka 1700 lbm dobbeltrettet cykelsti i eget tracé mellem Mejerivejen og Hundslev, cirka 300 lbm brede kantbaner mellem Hundslev og Nymarken, forlægges cirka 250 lbm kørebane ved T-kryds Kertemindevejen/Mejerivejen, forlægges cirka 100 lbm kørebane ved T-kryds Odensevej/Ørnfeldtvej, etableres krydsningshelleanlæg syd for Hundslev og etableres ny cykel-/gangbro over Geels Å.

MARSLEV: Kerteminde Byråd besluttede på sit seneste møde at udskyde to nye byggemodninger, der ellers var på programmet i år til 2018. Det drejer sig byggemodning af nye grunde Flintager i Munkebo og byggemodning af nye grunde Bispehaven i Birkende.

Til gengæld blev det besluttet, at igangsætte byggemodning af den nye etape Alléparken i Marslev i år.

VEJEN: I dag 5. maj skal Økonomiudvalget i Vejen Kommune tage stilling til projektoplægget for Vejen Rambla, som indstilles godkendt.

Igennem Vejen by findes en øst-vest gående akse, hvor der dagligt færdes store strømme af mennesker. Langs denne akse findes en stor del af Vejens attraktioner i form af idrætscenter, uddannelsesinstitutioner, banegård, bibliotek, bykerne og handelsliv, museum og store parker.

Vejen Rambla er arbejdstitlen på et projekt, der skal gøre denne akse til en attraktiv og sammenhængende oplevelsesakse gennem byen. Der arbejdes mod en fysisk helhed fra Askov gennem centrum til Vejen Anlæg.

Ved opgraderingen af stien mellem Askov og Vejen indarbejdes elementerne sundhed, læring og interaktion, som skal kendetegne ramblaen. Dermed etableres stien som den første delstrækning af Vejen Rambla.

Ramblaen forventes etableret i et bredt samarbejde mellem alle interessenter og ved hjælp af både egne og hjemsøgte midler. De første fonde søges fra juni 2015.

Projektet forventes realiseret over fem -ti år.

VEJEN: Økonomiudvalget i Vejen Kommune skal også tage stilling til en ansøgning fra Siemens Wind Power A/S om ombygning af to kryds og fire rundkørsler i Vejen Kommune, så de bliver passable for vindmølletransporter.

Siemens Wind Power A/S planlægger at transportere vindmølletårne på en rute fra en virksomhed i Rødekro til Esbjerg Havn. Der er tale om cirka 300 tons tunge og cirka 50 meter lange transporter. Siemens Wind Power A/S har oplyst, at krydsombygningerne skal være afsluttet, så første transport kan passere i uge 26.

Det er krydset mellem Glejbjergvej og Esbjergvej vest for Holsted, krydset mellem Lovrupvej og Esbjergvej vest for Holsted, rundkørslen i krydset ved Esbjergvej og Grindstedvej vest for Holsted, rundkørslen i krydset mellem Esbjergvej og Vejlevej i Brørup, rundkørslen i krydset mellem Esbjergvej og Industrivej Vest i Vejen og rundkørslen i krydset mellem Esbjergvej og Asbovej og Præstevænget i Vejen, der skal bygges om.

Siemens Wind Power tilbyder at afholde alle udgifter til projekternes gennemførelse. Vejen Kommune skal efterfølgende overtage anlæggene og afholde de årlige drifts- og vedligeholdelsesudgifter.

KROGSBØLLE: Krogsbølle Sogns Lokalråd ønsker, at Nordfyns Kommune tager stilling til, om der skal søges reservation af midlerne til områdefornyelse til Krogsbølle Bygade.

Projektet vil gøre Krogsbølle Bygade mere trafiksikker, især for skolebørnene og mere holdbar til den tunge trafik, der også benytter vejen. Det foreslås blandt andet, at der etableres en plads, en rundkørsel, hævede fortovskanter, 2-1 gade, og at busvendepladsen ved skolen ændres.

Krogsbølle Sogns Lokalråd forventer, at det samlede projekt vil koste omkring to mio. kroner at gennemføre.

Teknik- og Miljøudvalget har sagen til behandling i morgen den 6. august.

REGION MIDTJYLLAND

ODDER: Odder Kommune har fremlagt sit forslag til vandhandleplan til høring frem til den 24. juni.

Vandhandleplanen er en udmøntning af de statslige vandplaner, og beskriver hvordan vandplanernes indsatsprogram vil blive realiseret inden for kommunens geografiske afgrænsning. I vandhandleplanen er det angivet hvordan og hvornår vandplanernes indsatsprogram gennemføres lokalt, og der er angivet en prioritering af indsatsen.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125