23948sdkhjf

Underboring på to messer - samtidig

Tre mand og en kvinde klarer otte messedage på to nationale entreprenørudstillinger i Danmark og Norge – samtidig
En direktør og hans hustru, en søn der er ingeniør og kommende direktør, og en værkstedsleder. Fire personer rækker fint til at klare to nationale entreprenørmesser samtidig.

I hvert fald, når de kommer fra Tarm, og der står Gunnar Guldbrand Entreprenørservice på skiltet foran firmadomicilet på Tværvej. Familiefirmaet med speciale i grej til styret underboring og jordraketter er som den eneste danske virksomhed med både, når der kaldes til tre dages E&H ’15 ved MCH Messecenter Herning, og når den tilsvarende norske udstilling Vei og Anlegg 2015 byder velkommen på Hellerudsletta nordøst for Oslo.

”Min far, Gunnar Guldbrand, tager tjansen i Herning sammen med min mor, Birthe, og værkstedsleder Torben Kølbæk. Så smutter jeg til Oslo og sørger for, at Gunnar Guldbrand A/S også bliver synlig på Vei og Anlegg”, fortæller direktør in spe Dennis Guldbrand.

- Det bliver nok lidt hårdt at skulle klare fem messedage på hver otte timer i Oslo. Men det er vigtigt for os at være med og vise, at vi mener noget med at repræsentere vores største leverandør, Tracto-Technik, i Norge. Vi har haft forhandlingen af maskiner fra Tracto-Technik også i Norge fra januar i fjor, og lige som i Danmark er den store entreprenørmesse der altså kun hvert tredje år. Så det er med at holde sig til, vurderer Dennis Guldbrand.

I Herning og Oslo

Den norske messe Vei og Anlegg 2015 foregår fra onsdag den 6. maj til og med søndag den 10. maj. En dag mere i hver ende, end i Herning, hvor der står E&H ’15 i kalenderen fra torsdag den 7. til lørdag den 9. maj. Begge steder møder Gunnar Guldbrand op med både en fire tons styrbar boremaskine og en 15 tons styrbar boremaskine, samt et sortiment af jordraketter.

”Vi får mulighed for at lave to næsten ens stande. Både i Herning og i Oslo bliver det med fire tons maskiner, der får nye adresser efter messerne. Vi når lige at vise maskinerne frem, før vi afleverer dem til købere. 15 tons maskinen i Norge låner vi af en kunde, der allerede har nået at give den en helt særlig historie. Den store maskine har boret på Svalbard og er dermed den maskine, der har lavet den nordligste styrbare boring”, fortæller Dennis Guldbrand.

Tag lige Norge med…

Det var den tyske fabrik Tracto-Technik med hele det omfattende Grundo-program, der bad Tarm-firmaet om at overtage salg og service også i Norge. Den tidligere norske forhandler gjorde simpelthen for lidt ved produkterne, og så blev familiefirmaet Guldbrand fra Danmark bedt om også at operere på det norske marked.

- Norge er et kompliceret land at agere i. Blot den omstændighed, at Norge ikke er medlem af EU, giver en lang række besværligheder. Men vi er nu kommet godt i gang. Vi sælger samme type materiel i Norge som i Danmark. Der er faktisk rigtig forhold til at arbejde med vores type maskiner. Nogle steder er det nødvendigt at komme et par meter ned for at komme i frostfri jord. Så er det naturligvis en klar fordel med styrbar underboring i stedet for at grave, forklarer Dennis Guldbrand.

Nord for Polarcirklen

I det daglige har Gunnar Guldbrand A/S tilknyttet en norsk salgskonsulent, og så er Dennis Guldbrand i øvrigt blevet en ganske hyppig gæst i landet.

- For kort tid siden var jeg en tur nord for Polarcirklen for at give en byttepris på en maskine, som måske skulle skiftes ud med en ny. Så er det rart, hvis handelen bliver til noget. Det gjorde den så forleden, fortæller Dennis Guldbrand.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109