23948sdkhjf

Maskin-mobning forud for E&H

JMM Group får maskinførere til at udpege hvilke maskiner der er mere populære end andre
Det ligner intet mindre end en solid gang mobning. Og hvis entreprenørmaskiner var udstyret med lige så mange følelser som hestekræfter, ville der lyde et ramaskrig. JMM Group er godt i gang med at sortere Liebherr- og Neuson-maskiner i forskellige popularitets-grader.

”Det får vi hjælp til af maskinførere, der simpelthen fortæller os, hvilke maskiner, de er mest interesserede i at se på E&H ’15 i Herning. Vi kan jo ikke have hele kæmpeprogrammet fra både Liebherr og Neuson med, selv om vi har får en 2500 kvadratmeter stor stand på E&H. Derfor peger maskinførerne på de mest interessante maskiner på vores Facebook-side”, fortæller salgschef Leif Rudebeck Petersen hos JMM Group.

”Hjælpen fra maskinførerne betyder, at vi nu har et godt billede af en stor del af de maskiner, der skal med til Herning. Udvælgelsen fortsætter til kort før messen åbner i Herning, fordi vi har de mange strenge at spille på. Allerede nu kan vi se, hvilke maskiner, der er topfavoritterne hos maskinførerne”, siger Leif Rudebeck Petersen.

JMM Group har givet maskinførerne mulighed for stemme på maskiner i fem forskellige kategorier.

Tæt kamp

”Hos Liebherr-gravemaskinerne på bånd ligger to maskiner og slås om at være klassens mest populære dreng. Liebherr R926 Compact fører i øjeblikket med tre procent flere stemmer end den 95 tons tunge Liebherr R976. Hos gravemaskinerne på hjul ligner det en sejr til Liebherr A918 Compact”, fortæller Leif Rudebeck Petersen.

Hos Neuson-maskinerne høster EW100 åbenlyst fordel af at være en danmarkspremiere på E&H. Den nye 10 tons maskine, der kan bevæge sig rundt med 40 km/t, løber klart i spidsen i popularitetskonkurrencen blandt minigraverne på hjul.

Ny dumper i front

Blandt bånd-maskinerne er der straks mere kamp. Her fører Neuson EZ38 med en skovllængde ned til EZ28 og ET18, som står helt lige i antal stemmer. Der synes heller ikke tvivl om, at den nye Neuson-dumper DW60 skal have en fremtrædende placering i Herning. Den fører klart i mobbedysten med de andre Neuson-dumpere.

”Hele konkurrencen er ikke bare for sjov. Det er vigtigt for os at vide, hvilke maskiner, de besøgende maskinførere først og fremmest ønsker at se, røre ved og måske teste på vores stand. Vi har plads til et vist antal maskiner på de 2500 kvadratmeter, og det gælder jo om at få de rigtige med”, siger salgschef Leif Rudebeck Petersen.

JMM Group kvitterer i øvrigt for maskinførernes input via Facebook ved at trække lod om både iPad, rødvin og Liebherr-modeller.

Sigh
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11