Direktør bruger mere tid i helikopteren
Koncerndirektør Klaus Toustrup fra C.F. Møller er klar til at erobre flere markedsandele uden for Danmarks grænser
Udviklingen ærgrer koncerndirektør Klaus Toustrup, som dog samtidig påpeger, at der gemmer sig en naturlig forklaring bag udviklingen.
”Det er i høj grad ikke bevidst, for vi satser meget på at udvikle vores forretning internationalt. Men bag tallene gemmer sig en historie om, at der er sket en forskydning. Ser du endnu længere tilbage lå halvdelen af omsætningen i udlandet – herunder i særdeleshed Norge. Men lige nu ligger de store projekter i Danmark som især sygehusprojekter. Og et milliardbyggeri som et sygehus fylder altså meget”, forklarer koncerndirektøren til Building Supply.
Udlandet i stigning
Så når udlandets andel af omsætningen er faldet, skyldes det kort sagt, at den indenlandske omsætning er blevet markant større, pointerer Klaus Toustrup.
”Ser vi på delopgaver og projekter, så er udviklingen positiv i både Norge og Sverige. Det samme gælder England, hvor vi lige har haft et af vores bedste år, efter en ellers lidt stille periode. Så jeg tror, at tendensen stille og roligt vil ændre sig i takt med, at nogle af opgaverne i udlandet bliver større og erstatter de store sundhedsopgaver, vi har på hjemmemarkedet”, siger han.
Mere tid i helikopteren
Klaus Toustrup tiltrådte som koncerndirektør i december 2013, efter han blev ansat som arkitekt i C.F. Møller i 1997 og fik status af partner i 2004.
Mindre end et halvt år efter udnævnelsen til koncerndirektør fortalte Klaus Toustrup til Building Supply, at han fortsat var dybt engageret i materien af flere projekter.
I dag forholder det sig anderledes, og Klaus Toustrup har fået mere tid til at se på koncernen udefra i det såkaldte helikopterperspektiv.
”Det er stadig vigtigt for mig at have den faglige kontakt, men jeg bruger mere tid ”i helikopteren” og kommer mere rundt i organisationen nu, end jeg gjorde for et år siden”, siger Klaus Toustrup.
Ingen dør til kontoret
Helt sluppet pen og skitseblok har Klaus Toustrup dog ikke, og det bekommer koncerndirektøren vel, at der også er plads til den kreative udførelse i jobbet som øverste leder af C.F. Møller.
”Mit privilegium er, at jeg stadig godt kan have en fin berøring med den kreative del af forretningen. Det vigtige er bare, at jeg ikke overstyrer noget. Så jeg fungerer mere som en sparingspartner, der har berøring med flere projekter, hvor jeg både kan koncentrere mig om det kreative og det ledelsesmæssige”.
Så døren til dit kontor står altid åben?
”Der findes slet ikke nogen dør til mit kontor, så det giver sig selv”, afrunder Klaus Toustrup med et smil.