Anlægsnyt
HERLEV: Herlev Hospital har fået tilladelse til at rive seks boliger ned på den nordlige del af hospitalets grund – i henhold til lokalplan 92. Nogle af boligerne er dobbelthuse, hvor det kun er den ene halvdel af huset, der kan rives ned i henhold til lokalplanen.
I forbindelse med forberedelserne til nedrivning af de seks boliger, finder man ud af, at dobbelthuset Runddyssen 41-43 er i så dårlig stand, at hvis man river den ene halvdel ned, vil den anden halvdel falde sammen.
Hospitalet søger derfor Herlev Kommune om dispensation fra lokalplan 92, til at nedrive boligen på Runddyssen 41. Ansøgningen behandles af Teknik- og Miljøudvalget i dag 23. april. Forvaltningen indstiller, at der meddeles dispensation fra lokalplan 92 til nedrivning af boligen på Runddyssen 41.
Efter nedrivning er det hospitalets plan at udvide det grønne område, som ligger øst for Runddyssen 41.
REGION SJÆLLAND
LØVE: Teknik- og Miljøudvalget i Kalundborg Kommune har besluttet at anbefale, at der frigives tre mio. kroner til anlæg af en cykelsti mellem Løve og Høng.
Cykelstien påtænkes etableret som en dobbeltrettet cykelsti med en minimumsbredde på 2,5 meter og således, at der etableres en rabat mellem kørebane og cykelsti på mindst én meter og en sikkerhedsbredde på cirka én meter.
De indledende undersøgelser i forbindelse med projektet er igangsat, og efter frigivelse af bevillingen vil cykelstien blive projekteret, og anlægsarbejderne vil blive udbudt.
NÆSTVED: Næstved Kommune har truffet afgørelse om slyngning og genåbning af mindre vandløbsstrækning i tilløb til Skåremosegrøften på ejendommen Ringstedgade 543, Næstved.
Afgørelsen kan påklages frem til 15. maj.
REGION MIDTJYLLAND
HALGÅRD: Holstebro Byråd har godkendt en bevilling over tre år på i alt 20.700.000 kroner til byggemodning af 53 byggegrunde og fem storparceller vest for Halgård. Grundene etableres umiddelbart vest for den tidligere udstykning Halgård, og byggemodningen forventes igangsat juni 2015. Byggemodningen indeholder blandt andet 920 meter fordelingsveje, 1020 meter boligveje, jordbundsundersøgelse, museumsundersøgelse, forsyninger for kloak, vand og el.
NYBORG: Nyborg Kommune iværksatte i efteråret en renovering af en sti ved Skaboeshusevej – Egernvænget i Skovparken, som var i meget dårlig stand og farlig at færdes på. Grundejerforeningen meddelte efterfølgende, at kommunen skulle stoppe renoveringsarbejdet, da stien tilhørte foreningen, som således skulle give grønt lys først.
Grundejerforeningen ønsker at fastholde stien som en tre meter bred flisesti, hvor kommunen var gået i gang med at ændre den til en to meter bred grussti. Foreningen krævede, at kommunen reetablerer stien.
Efterfølgende er sagen blevet undersøgt - herunder er det undersøgt om kommunen kan/vil overtage stien. Teknik- og Miljøudvalget har nu besluttet, at Grundejerforeningen beholder ejerskabet til stien, og at kommunen reetablerer stien som tre meter bred flisesti, og at den eksisterende aftale om vedligeholdelse opsiges.
REGION NORDJYLLAND
LÆSØ: Kapaciteten i Østerby Lystbådehavn/Østerby Marina på Læsø er ikke tilstrækkelig i højsæsonen.
Det betyder, at lystsejlere fravælger Østerby Havn, og Teknik- og Havneudvalget i Læsø Kommune vil derfor undersøge mulighederne for at udvide.
Rådgivningsformaet Orbicon har fremsendt to løsningsforslag, hvoraf det ene går ud på at etablere 56 pladser til en samlet pris på 8,3 mio. kroner. Det andet forslag lyder på etablering af 54 pladser til en samlet pris på 9,8 mio. kroner.
Teknik- og Havneudvalget optager projektet i udvalgets handleplan for 2016.
Udvalget har også set på en ansøgning om etablering af et havbadeanlæg i Vesterø Havn og har besluttet, at der skal laves en plan for resten af havneområdet, hvor et havbadeanlæg eventuelt kan indgå.
HADSUND: Udvalget for Teknik og Miljø i Mariagerfjord Kommune anbefaler overfor byrådet, at Hadsund Fjernvarmeværks projektforslag for et solfangeranlæg godkendes.
Hadsund By´s Fjernvarmeværk A.m.b.a. ønsker at etablere 20.513 kvm solfangeranlæg i tilknytning til det nuværende varmeværk for at medvirke til at skabe en billig og miljøvenlig varmeforsyning. Solfangeranlægget etableres cirka én km nord for det eksisterende varmeværk på Sandelmosevej.
Det tekniske anlæg vil bestå af en cirka 180 kvm stor teknikbygning indeholdende varmeveksler, pumper, ventiler og rørinstallation samt glycoltank på 40 kbm og en varmeudligningstank på 150 kbm. Der opstilles i alt 1.628 stk. solpaneler svarende til 20.513 kvm, og der etableres en transmissionsledning fra solvarmeanlægget til det eksisterende flisværk på Fabriksvej 1.