23948sdkhjf

Skoleudbygning skal også styrke sit lokalområde

Med inspiration fra campusbyggeri bliver Katrinedels Skole i København udvidet og renoveret med JJW Arkitekter, Rambøll og entreprenør Kornerup som tovholdere
Københavns overborgmester Frank Jensen (S) og børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev (V) tager på tirsdag 21. april første spadestik på udvidelsen og renoveringen af Katrinedals Skole

JJW Arkitekter er totalrådgivere, Einar Kornerup er entreprenør, Rambøll rådgivende ingeniører og PK3 Landskabsarkitekter på projektet, der omfatter 3.500 kvm nybyggeri og renovering af 6.000 kvm eksisterende bygninger.

Efter udbygningen bliver Katrinedals Skole en 4-sporet skole for 0.-9. klassetrin. Udover selve skolebyggeriet er udvidelsen af et fritidshjem en del af projektet, ligesom Brønshøj Sportshal udbygges og istandsættes,.

”Hvis vi skal have flere forældre til at vælge den københavnske folkeskole, skal vi også sørge for, at rammerne er i top. Det gør vi nu med udbygningen af Katrinedals Skole, hvor eleverne blandt andet kan se frem til et helt nyt science center”, siger Pia Allerslev.

En ny udveksling

Skolens nye bygning kommer til at indeholde udskolingsafdeling, et nyt science center, drama- og musiklokale samt EAT-køkken og -lounge.

Lars B. Lindeberg er leder af JJW Arkitekters afdeling for læring og kultur. Han fortæller, hvordan teamet lod sig inspirere af tankerne bag campusudvikling, hvor udveksling mellem uddannelsesbygninger og deres omgivelser er et af de centrale elementer:

”Vores grundidé er at skabe en skole, hvor de eksisterende og nye bygninger bidrager til at skabe et åbent campusområde. Derfor har vi fokuseret på at udvikle lokalerne med så stor transparens som muligt, så der skabes sammenhæng mellem ude og inde. Udearealerne opgraderes, så de fremstår attraktive og kan bruges aktivt i undervisningen, siger han.

Moderne campusområde

Overborgmester Frank Jensen udtrykker begejstring for projektet:

”Med udvidelsen skaber vi et grønt, campuslignende område i moderne og tidssvarende rammer. Jeg er glad for, at vi med ombygningen sikrer, at skolen inviterer lokalområdet indenfor”.

De nye bygninger får en teglfacade, der sikrer, at nybyggeriet tilpasser sig de eksisterende bygninger og ligeledes bliver et fint eksempel på, hvordan traditionelle materialer stadigvæk kan bruges.

”Det er spændende at bygge en ny skole baseret på godt håndværk. Skolen skal have murede facader, og det ser vi ikke så meget længere, hvor glas og facadeplader ofte anvendes”, siger Mogens Sørensen fra Einar Kornerup.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188